Manus Lovbog Uddrag ved Esben Andreasen
Forord
Indledning
Disse uddrag af Manus Lovbog er oversat direkte fra sanskrit aflektor Mikael Aktor,
ph.d., Syddansk Universitet, som er specialist i hinduistiske lovbøger. Udgivelsen er
det første omfattende og sammenhængende udvalg af Manus Lovbog på dansk, og
det er forsynet med indledning og grundige kommentarer, som giver et fyldigt indblik i klassisk hinduisme. Efterskriftet drejer sig om Manus Lovbogs virkningshistorie, i høj grad forårsaget af englænderen William Jones' vigtige oversættelse fra 1794.
Oversættelsen fik også stor betydning inden for sprogvidenskaben, da William Jones
benyttede oversættelsen til teorien om de indo-europæiske sprogs slægtskab.
Udgivelsen er ment som en tiltrængt tilføjelse til de ret få udgivelser af hovedværker fra hinduismen, der er foretaget på dansk. Specielt kan den bruges som "hovedværkslæsning" til gymnasiets B-niveau i religion. Eleverne skal kunne "analysere og
vurdere en længere, kompleks religiøs eller religionsfaglig tekst", hvortil udgivelsen
er velegnet. I en større emnemæssig sammenhæng er skriftets historiske betydning
for både kolonitiden og den moderne hinduisme en oplagt undervisningsmulighed.
Manus Lovbog har haft monumental betydning - både for indere gennem tiderne,
som den mest autoritative kilde til samfundsindretningen, og for den øvrige verden,
som kilde til forståelse af det klassiske, hinduistiske Indien. Som hellig skrift tilhører
den ikke den højst ansete gruppe af tekster, shruti (sanskrit: "det hørte"), hvortil fx
de guddommelige Vedaer og Upanishaderne hører. Derimod tilhører den gruppen
af smriti (sanskrit: "det huskede"), som er tekster, hvori der findes menneskelige faktorer, så som vismænd der forbinder det guddommelige med det jordiske. Til smrititekster regnes også de store eper i indisk åndsliv, Mahabharata og Ramayana. - Manus Lovbog kaldes ofte populært for Manu-smriti.
Blandt smriti-tekster findes en gruppe lovtekster kaldet Dharmashastra, og det er
til denne undergruppe Manus Lovbog hører. De beskæftiger sig med etiske spørgsmål, og i navnet ligger begrebet dharma, som i denne sammenhæng betyder "pligt."
- Det lærde navn for Manus Lovbog er således Manava Dharmashastra, som betyder
"Skriftet (shastra) der indeholder pligter (dharma) skrevet af Manu (manava)".
Manu er både det første menneske i hinduismen, og dermed menneskehedens
stamfar, og den guddommelige person som skaberguden Brahma dikterede sine moralske og sociale love til. Det er i den sidste betydning han optræder i Manus Lovbog,
og set fra et hinduistisk synspunkt kan man derfor ikke sætte historiske datoer på
skriftet.
Set udefra med kritiske øjne er der tale om et skrift nedskrevet mellem 200 f.v.t.
og 200 e.v.t. efter en overlevering gennem mundtlig tradition. Det samfund, der
afspejles i Manus Lovbog, menes at være perioden i Indiens historie efter Mauryadynastiet, med konger som Chandragupta (ca. 320 f.v.t. - ca. 293 f.v.t.) og dennes
barnebarn, Ashoka, som regerede fra 269 til 232 f.v.t. Ashoka kendes fra historien,
som den der udbredte buddhismen, men efter dynastiets ophør vendte de nye konger
tilbage til hinduismen, og i denne periode blev de klassiske hinduistiske dyder genindført og stadfæstet. Netop til sådan et formål synes Manus Lovbog at være skabt.
Desuden nævnes der befolkningsgrupper i Manus Lovbog, som Salza'er, Kusana'er og
Mleccha'er, som er folk fra Centralasien og Grækenland som udgjorde en trussel i de
urolige tider.
Spørgsmålet om en forfatter til Manus Lovbog er blevet diskuteret meget blandt
indologer. I lange tider har den været anset for at være et anonymt værk, forstået på
den måde, at de forskellige dele er blevet ført sammen i en redigering af anonyme
lærde. I nyeste tid, og med den autoritative kritiske udgave ved Patrick Olivelle, er
der fremkommet overbevisende argumenter for at mene, at der bag kompositionen
har været en skabende kraft, altså en forfatter. Navnet er ukendt, naturligvis, og i
mangel af bedre kaldes forfatteren "Manu'', selv om "Manu" ikke er den historiske
forfatter til skriftet, set udefra. En af grundene til at mene, at skriftet har en forfatter
Esben Andreasen
Roskilde Katedralskole
4
MANUS LOVBOG I UDDRAG
INDLEDNING
5
er forekomsten af en række "overgangsvers" og en fortælle-ramme, hvor en ordnende
intelligens kan anes. Også fortællestrukturen er "litterær" i den forstand, at der opregnes tre lag af agerende fortællere: Den Selveksisterende, Manu og den udvalgte
vismand, Bhrigu. Dertil kommer to lag af modtagere: gruppen af vismænd og de
til enhver tid eksisterende læsere. Set fra et overordnet synspunkt er også Manu og
Bhrigu modtagere, nemlig af Den Selveksisterendes ord. Følgelig kan man opregne 5
lag af"fortællere" og "modtagere", idet nogle instanser genfortæller, hvad de selv har
hørt, nemlig Manu og Bhrigu.
Indhold
Hele Manus Lovbog har 12 kapitler og i alt 2.694 vers. Opdelingen i kapitler er ikke
altid logisk og regnes for en senere inddeling af lovbogen, men de ovenfor nævnte
"overgangsvers" (se eksempelvis 2.68 i dette udvalg) fører læseren gennem de fire
kaster og deres pligter, bodsøvelser osv" for til sidst at foreskrive, hvordan mennesket
undgår reinkarnation. Således slutter teksten på det kosmologiske niveau, hvorpå
den begyndte.
Hele skriftet kan opstilles i følgende oversigt:
Mytologisk rammefortælling og verdens skabelse (1.1-119)
Lovens kilder (2.1-24)
De fire kasters pligter (2.25-10.131)
3.1 Regler i forhold til loven (2.25-10.131)
3.1.1 Regler for korrekt adfærd under normale forhold (2.26-9.336)
3.1.1.1 Brahminens firefoldige pligter (2.26-6.97)
3.1.1.2 Kongens pligter (7.1-9.325)
3.1.1.3 Vaishyaers og shudraers pligter (9.325-36)
3.1.2 Regler for korrekt adfærd i krisetider (10.1-129)
3.2 Bodsøvelser (11.1-265)
4. Karma og reinkarnation (12.3-116)
4.1 Handlingens frugter (12.3-81)
4.2 Regler for opnåelse af det højeste gode (12.83-115)
5. Erkendelse af Purusha-Brahman i selvet og slutvers (12.117-126)
6
MANUS LOV BOG I LI DDRl\G
Samkhya-læren
En af de seks klassiske filosofiske skoler i hinduismen, der har øvet indflydelse på
Manus Lovbog, er Samkhya ("kategorisering"). Samkhya-filosofien bygger på en
dualistisk opdeling af materie og ånd, kaldet henholdsvis prakriti og purusha. Frigørelse fra genfødslernes kreds (samsara) opnås ved en erkendelse af de to begrebers
fuldstændige adskillelse. Den synlige verden består af prakriti, som efterhånden har
udviklet tingene og menneskene. Også de fem sanser (lugte, høre, se, føle, smage) og
de fem handlingsformer/handleformer (tale, gå, holde, udskille, skabe) udvikles af
prakriti, for til sidst at slutte med purusha (ånd eller selv).
Alt eksisterende, herunder ikke mindst mennesket, består af de tre grundbestanddele, de tre guna'er: sattva (godhed), rajas (lidenskab og handlekraft) og tamas
(mørke og træghed). - Som det vil ses er samkhya-læren ateistisk, svarende til at det
guddommelige i Manus Lovbog ikke er en af hinduismens kendte guder (Vishnu,
Brahman eller Shiva), men Den Selveksisterende.
Stændersamfundet
Ifølge den klassiske samfundslære er samfundet opdelt i fire stænder (varna'er): præster (brahmin), adel/krigere (kshatriya), jordejere og handelsfolk (vaishya) og tjenestefolk/håndværkere (shudra). Disse stænder er overordnede kategorier, ved hjælp
af hvilke de mangfoldige kaster klassificeres. Således ansås nogle kaster for at være
brahmin-kaster, andre for at være kshatriya-kaster, osv. Udover disse nævnes en
række kaster, der ansås for at være efterkommere af seksuelle forhold på tværs af
stænderne, typisk kaster med meget lav status. Disse benævnes "alle de, der er født
imellem dem" (1.2), nemlig imellem stænderne.
Livsstadier
I den klassiske tid, som Manus Lovbog afspejler, skal en hindu tilhørende de øverste
stænder gennemleve fire livsstadier (ashrama): Det første stadium er som lærling eller elev (brahmacharya), hvor drenge får religiøs undervisning hos en brahmin i de
hellige skrifter. Der er ingen regler for piger. Det næste stadium er som gift husholder
(grihastha) og gælder begge køn. Her fører man et familieliv, får børn og arbejder i
sit erhverv. Det tredje stadium er skov-asket eller eneboer (varnaprastha), som gælder
mændene specielt. Når en søn kan overtage familieforpligtelserne, trækker manden
sig tilbage, evt. sammen med sin hustru. Målet er selvfordybelse og afklaring. Endelig er fjerde og sidste stadium omvandrende asket (sannyasin), hvor målet er den
endelige frigørelse (moksha) fra genfødslerne (samsara).
INDLEDNING
7
Første kapitel
Mytologisk rammefortælling og verdens skabelse
Lovbogen indledes med at Manu, urtidens vismand, der opfattes som tekstens viderebringer, beretter om verdens skabelse. Fremstillingen, der synes påvirket af den hinduistiske Samkhya filosofi, 1 er dunkel og flere steder åben for modstridende fortolkninger.
Hovedlinjen er dog klar: ved at indlede med denne beretning understreges den direkte
forbindelse mellem skabelsen, skaberen og de rituelle og sociale regler, der følger i resten af teksten. Disse regler opfattes ikke som menneskeskabte, men som forankret i
selve skabelsen og verdens oprindelige indretning.
1.1-31
2
(1) De store vismænd gik frem til Manu, der sad fordybet i koncentration. De hilste
ham respektfuldt på rette vis, og henvendte sig til ham med disse ord: (2) "Herre,
vi beder dig præcist og i den rette orden fortælle os pligterne, der gælder for alle
stænderne og for alle de, der er født imellem dem. 3 (3) For kun du, Herre, kender den
sande betydning af pligterne i den Selveksisterendes forordning, 4 den som i sin helhed er hinsides enhver tanke og fatteevne." (4) Adspurgt respektfuld således af disse
store ånder, ærede han, hvis kraft er umådelig, alle disse vismænd, og han svarede:
"Lyt!"
(5) "Dette univers var først fuldstændigt indhyllet i mørke ligesom i en dyb søvn;
det var ufatteligt, uden kendetegn, uudgrundeligt, hinsides enhver viden. (6) Så kom
Herren, den Selveksisterende, til syne. Han, der selv er umanifesteret, manifesterede
denne verden, startende med elementerne, 5 idet han udfoldede sin magt og spredte
mørket. (7) Han, som er hinsides al sanseerfaring, ubegribelig, subtil, umanifesteret,
evig, som rummer alle væsener og er ufattelig - han strålede frem af sig selv. (8) Med
sin opmærksomhed rettet mod det ønske at frembringe mangfoldige væsener ud fra
sin egen krop var vandene det første han frembragte. I dem udgød han sin sæd. (9)
Det blev til et gyldent æg så strålende som solen. I det æg fødtes han selv i skikkelse
afBrahma, alverdens Forfader. 6
1
2
3
'
5
6
Se indledningen s.7.
I indisk mytologi er Manu både det første menneske og den første konge - dermed også den første lovgiver.
Vedrørende de fire stænder, se indledningen s.7. Udover disse nævnes en lang række kaster, der ansås for at være efterkommere af seksuelle forhold på tværs af stænderne, typisk kaster med en meget lav status. Det er disse, der her benævnes
"alle de, der er født imellem dem", nemlig imellem stænderne.
Den Selveksisterende, dvs. den er uskabt og altid eksisterende, er her benævnelsen for den guddom, hvorfra skabelsen
udgår. Det er ham, der ved sicabelsen har forordnet de sociale regler, der er indholdet af lovbøgerne. Manu videregiver
blot denne forordning, som hau har modtaget den fra den Selveksisterende.
Dette er de fem elementer, rummet, luft, ild, vand og jord.
I hindumytologi er Brahma skaberguden, dvs. den der aktivt skaber verden. Han er selv frembragt som en manifestation
af den umanifesterede Selveksisterende. Med denne mytologi udtrykkes det hinduistiske synspunkt, at ingen ting opstår
af intet.
9
(10) Vandene kaldes nara; vandene er nemlig Naras afkom. Fordi disse var hans
første tilholdssted [ayana], er han kendt som Narayana. (11) Den umanifesterede årsag, som er evig og rummer både væren og ikke-væren - fra den årsag er han opstået,
Purusha, han som her i verden bliver hyldet som Brahma. 7
(12) Da Herren havde opholdt sig i det æg et helt år, spaltede han det i to helt af sig
selv i kraft af sin egen tanke. (13) Af disse to halvdele formede han himlen og jorden,
luftrummet imellem dem, de otte verdenshjørner, og vandenes evige sted. 8
(14) Ud af sig selv uddrog han endvidere sindet, der rummer både hvad der eksisterer, og hvad der ikke eksisterer, og af sindet egoet, der udgør selvbevidstheden og
er herskeren; (15) ligesådan uddrog han det store Selv, 9 alle fænomener der rummer
de tre egenskaber, 10 og gradvist de fem sanser, der opfatter sansegenstandene. (16)
Ved at indoptage de subtile dele af disse seks, 11 der hver rummer umådelig kraft, i de
mindste partikler af ham selv, formede han alle væsener. (17) Fordi de seks subtile
dele af hans fremtrædelsesform knytter sig til (a-shri) disse væsener, kalder de vise
denne hans fremtrædelsesform for 'krop' (sharira). (18) De fem elementer12 går ind
i den (kroppen) sammen med deres aktiviteter, og det samme gør sindet, den uforgængelige skaber af alle væsener, sammen med dets subtile bestanddele.
(19) Af disse syv mægtige Purushaers subtile kropspartikler opstår denne verden 13
- den forgængelige af det uforgængelige. (20) Til ethvert følgende element i denne
række af elementer tilføjes det foregående elements egenskaber, således at hvert element siges at rumme ligeså mange egenskaber som tallet på dets placering i rækken. 14
(21) Han udformede de enkelte navne og handlinger såvel som de særlige beskæftigelser for alle disse elementer i begyndelsen ved hjælp af selve Veda-ordene. 15
(22) Herren frembragte den forfinede gruppe af Sadhyaer, der er de guddomme,
som er forbundet med åndedrættet, og hvis væsen er handling, og han skabte tillige
det evige Offerritual. (23) Med henblik på udførelsen af offerritualet uddrog han fra
ilden, vinden og solen den trefoldige, evige Veda, der er kendetegnet ved Rig-versene,
7
'
9
1
"
11
12
13
14
15
10
I disse vers (10-11) identificeres Brahma både med Narayana, en betegnelse der især er knyttet til guden Vishnu, og til
urvæsenet Purusha. Ifølge Purusha-hymnen i Rigveda (10.90) blev dette første væsen dræbt og parteret af guderne som
et offerritual, og af disse kropsdele skabtes verden.
Den ældste kosmologi er tredelt: jorden, himlen med himmellegemerne og rummet imellem disse. De otte verdenshjørner er de kendte fire og deres mellempositioner. "Vandenes evige sted" antages at være Mælkevejen.
Det store Selv skal i denne sammenhæng formentligt forstås som det individuelle selv (jiva), der er bærer af de personlige
erfaringer. Dette i modsætning til det højeste Selv (atman), der er en ren bevidsthed uden tilknytning til personlige erfaringer.
Dette er de tre guna'er, se indledningen s.7.
De seks kan opfattes som sindet og de fem elementer, der nævnes sammen i vers 18.
Rummet, luft, ild, vand og jord.
De syv er formodentligt de seks fra vers 18 (de fem elementer og sindet) plus en, men hvad denne syvende er, er usikkert.
Ligesom verden skabtes ved at sønderdele Purushas krop ifølge Purusha-hymnen (se note 7), skabes den her af dele af
disse syv, der derfor kaldes "Purushaer".
Dette gælder formodentligt kun de fem elementer. Hvert af disse tillægges bestemte egenskaber, rummet egenskaben lyd,
luft egenskaben berøring, ild egenskaben form (dvs. synlig fremtrædning), vand egenskaben smag og jord egenskaben
lugt. Men her i vers 20 hævdes hvert enkelt element også at rumme det foregående elements egenskaber foruden sin
egen.
Denne formulering er muligvis en foregribelse af de følgende to afsnit, hvoraf det første drejer sig om forudsætninger for
rituelle aktiviteter ("handlinger") og det andet om erhverv.
MANUS LOVBOG I UDDRAG
Yajus-formularerne og Saman-sangene. 16 (24) Tiden, tidens inddelinger, stjernetegnene, planeterne, floderne, havene, bjergene, de flade og de bakkede landskaber, (25)
askese, tale, erotisk nydelse, begær såvel som vrede - han frembragte denne skabelse,
fordi han ønskede at skabe disse væsener.
(26) For at gøre forskel på handlinger, skilte han endvidere ret fra uret17 og lod
disse væsener være underlagt modsætningernes par, såsom smerte og glæde. (27)
Sammen med bittesmå forgængelige partikler af de fem omtalte elementer bliver hele
denne verden til efter en bestemt orden. (28) Den aktivitet, som Herren fra begyndelsen tildelte hver skabning, den har den selv tilegnet sig sidenhen hver gang, den
skabtes. (29) Voldelighed eller skånsomhed, mildhed eller grusomhed, ret eller uret
adfærd, sandfærdighed eller løgnagtighed - hvad end han tilkendte en skabning ved
skabelsen, det manifesterede sig i den af sig selv sidenhen. (30) Ligesom i årstidernes
vekslen, hvor årstiderne af sig selv antager deres egne særlige kendetegn, sådan antager legemlige væsener deres egne særlige handlinger. 18 (31) Så af hensyn til verdenernes fremgang skabte han af sin mund, sine arme, sine lår og sine fødder Brahminen,
Kshatriyaen, Vaishyaen og Shudraen." 19
Lovens videre overlevering
1.58-60
(58) "Efter at have forfattet denne afhandling, lærte han mig den selv i begyndelsen
som foreskrevet. 20 Dernæst lærte jeg den til Marici og de andre vismænd. (59) Bhrigu
her vil nu lære jer den i sin helhed, for denne vismand lærte den hele og fulde tekst af
mig." 21 (60) Tiltalt således af Manu, glædede den store vismand Bhrigu sig, og sagde
så til alle de andre vismænd: "Lyt!"
Verdensaldrene og de fire stænders pligter
Verden skabes, eksisterer og går til grunde i gentagne, cykliske forløb. I løbet af hvert
forløb gennemgår verden et gradvist forfald gennem fire tidsaldre.
1.81-91
16
17
1'
19
20
21
Den trefoldige Veda består afRigveda, Yajurveda og Samaveda. Den første indeholder hymner, der reciteres, den anden
formularer, der fremsiges i forbindelse med de rituelle handlinger, og den sidste melodiske hymner, der synges. Der er
også en fjerde Veda, Atharvaveda, som adskiller sig fra de tre nævnte ved ikke at indeholde tekster, der indgår i de store,
offentlige ritualer, men besværgelsesformularer og gudehymner.
"Reel og "uref' er oversættelse af sanskrit-ordene dlrnrma og adlwrma, se indledningen s.5.
"Handling" her og "aktivitet" i vers 28 er begge oversættelser af ordet karm an, der desuden især betyder "ritual" og "erhverv". Det sidste er relevant for det følgende vers, der beskriver tilblivelsen af de fire stænder. Desuden opfattes de fire
stænder ikke blot som abstrakte kategorier men nærmest som selvstændige arter ligesom verdens øvrige skabninger.
Se indledningen s.7.
Se note 4 oven for.
Marici og Bhrigu er Nianus sønner og elever.
11
(81) "Loven står på fire fødder og er hel i Krita-alderen; det samme er sandheden.
Mennesker erhverver sig aldrig noget ved uretmæssige midler i denne tidsalder. (82)
Men i de andre tidsaldre indskrænkes Loven med en fod af gangen på grund af uretmæssig erhvervelse; og i kraft af tyveri, løgn og bedrag svinder Loven fod for fod. (83)
Folk er fri for sygdom, succesfulde i alle deres forehavender, og lever 400 år i Kritaalderen. Men i Treta-alderen og de følgende svinder deres livslængde ind med en
fjerdedel for hver tidsalder. (84) Dødelige menneskers livslængde, som den er nævnt
i Vedaerne, de ønskede resultater af deres ritualer, såvel som kødelige menneskers
kræfter bærer alle frugt her i verden afhængig af tidsalderen. (85) Der gælder nogle
pligter for mennesker i Krita-alderen, andre i Treta-alderen og Dvapara-alderen,
og endnu andre i Kali-alderen, alt i takt med den indskrænkning der indtræder i
hver alder. (86) I Krita-alderen siges askese at have forrang; i Treta-alderen viden; i
Dvapara-alderen er det offerritualet, siger de; i Kali-alderen er det kun gavmildhed.
(87) Men for at beskytte hele denne skabelse tildelte han, den vidt strålende, særskilte aktiviteter til de, som er født af hans mund, arme, lår og fødder. 22 (88) For
Brahminerne forordnede han undervisning i og recitation af Vedaerne, at ofre og
at udføre ofre for andre, samt at give og at modtage donationer. (89) Til Kshatriyaen
overdrog han at forsvare folket, at give donationer, at ofre og at recitere Vedaerne,
samt at undgå tilknytning til sansegenstandene; (90) til Vaishyaen at vogte kvæg, at
give donationer, at ofre og at recitere Vedaerne, samt handel, pengeudlån og agerbrug. (91) Kun et erhverv tildelte Herren Shudraen: at tjene disse andre stænder uden
nid."
24
af Loven. For han er født for Lovens skyld og er selvskreven til at blive Brahman.
(99) For en Brahmin, der bliver født, fødes til den højeste fødsel på jorden som en
herre over alle væsener for at bevogte Lovens skatkammer. (100) Hele denne verden,
hvad end der eksisterer på jorden, er Brahminens ejendom. I kraft af sin forrang og
afstamning har Brahminen ret til hele denne verden. (101) Brahminen spiser derfor
kun, hvad der tilhører ham, klæder sig kun, i hvad der tilhører ham og giver kun bort,
25
hvad der tilhører ham; så det er i kraft af Brahminens mildhed at andre spiser."
Forherligelse af Brahmin-standen
1.92-101
(92) "Mennesket siges at være renere over navlen. Derfor har den Selveksisterende
erklæret, at hans mund er den reneste del af ham. (93) Fordi han udgik af den øverste
del, fordi han er den ældste, og fordi han opbevarer Vedaen i hukommelsen, er Brahminen rettelig hele denne skabnings herre. 23 (94) For ved at udføre askese frembragte
den Selveksisterende ham af sin egen mund i begyndelsen for at sikre, at guder og
forfædre modtager ofre, og for at beskytte hele denne verden. (95) Hvilket væsen kan
overgå ham, gennem hvis mund de tre himles beboere såvel som forfædrene til stadighed spiser deres offermad? (96) Af alle væsener er de levende de bedste; aflevende
væsener er de, der overlever i kraft af deres intelligens, de bedste; blandt intelligente
væsener er menneskene de bedste; blandt menneskene er Brahminerne kendt som
de bedste; (97) og blandt Brahminerne er de lærde de bedste; blandt de lærde de beslutsomme; blandt de beslutsomme de, der handler; blandt de, der handler, de, der
forkynder Vedaerne. (98) Selve fødslen af en Brahmin er den evige legemliggørelse
21
25
22
13
12
Dvs. de fire stænder, der udgik af disse dele af Purusha.
Vedaerne, hvis ældste dele er fra omkring 1400 før vor tidsregning, blev overleveret mundtligt og er først nedskrevet mere
end 1000 år senere. Disse tekster såvel som lovlitteraturen, herunder Manus Lovbog, er forfattet i brahminske miljøer.
MANUS LOVBOG I UDDRAG
"Brahman" betyder både Vedaerne og den kraft, der er i Veda-ordene. Sidstnævnte gøres også til en upersonlig, altgennemtrængende kraft, ''Altet''. At "blive Brahman" kan derfor både betegne det at blive et med Vedaerne gennem recitation
og memorering og det at blive et med dette Alt. I den hinduistiske frelseslære er dette sidste ensbetydende med at træde
.
ud af genfødselskredsløbet.
Tankegangen er at alt tilhører Brahminen, så ligegyldigt hvad han spiser osv" tilhører det i forvejen ham. Den bagvedliggende ideologi er den, at al velstand afhænger af oJferritualer. Som præster, dvs. som formidlere mellem mennesker og
guder, er Brnhminerne forudsætning for andres trivsel. At give noget til en Brahmin, er derfor som et offer til guderne,
jfr. vers 95 oven for.
13
Andet kapitel
Barndom og regler for Veda-lærlingen
Tilværelsen for mænd af de tre øverste stænder inddeltes i fire livsstadier (ashramaer),
læretid, familieliv, eneboer og asket. Det er de fire livsstadier, der danner den overordnede struktur for Manus Lovbog, og i andet kapitel er det læretiden, der behandles.
Fødsel, navngivning, opvækst og pubertet markeredes alle med særlige ritualer. Ved
puberteten gennemgik drengene et ritual (upanayana), der indviede dem til læretiden
og dermed også som medlemmer af deres respektive stand. For Brahminerne var den
vigtigste beskæftigelse i læretiden, der kunne vare op til flere år, oplæringen i at memorere Vedaerne, men også Kshatriya- og Vaishya-drenge forventedes at lære noget fra
Vedaerne. Det var kun drengene fra disse tre øverste stænder, der havde ret til denne
indvielse. Kvinderne modtog ikke indvielsen og kunne dermed heller ikke selvstændigt
studere eller anvende Vedaerne, dog er der indikationer for, at der ikke oprindeligt
har været en sådan restriktion. Men Shudraerne (mænd og kvinder) var udelukket fra
indvielsen og dermed også fra alle ritualer, der anvendte vediske mantra'er (vers og
formularer fra Vedaerne).
Ved indvielsen modtog drengene bl.a. den hellige tråd, som de bar resten af livet,
samt en flettet livrem af strå eller plantefibre, der var obligatorisk beklædning under
læretiden. Indvielsen opfattedes som en ny fødsel, og de mandlige medlemmer af de tre
øverste stænder omtales derfor ofte som de "To-gange-fødte", hvorimod Shudraerne er
"En-gang-fødte". Under læretiden skulle de unge mænd bo hos deres mentor/lærer og
føre et asketisk liv i seksuel afholdenhed. De skulle undgå lækker mad, parfume, bløde
senge og i det hele taget al den komfort og nydelse, som hørte det senere familieliv til.
Det "han", som er subjekt i de følgende kapitler, er et mandligt medlem af Brahminstanden, dog med undtagelse af kapitel .7, hvor det er landets konge.
nem recitation afVedaerne, religiøse løfter, 27 ildofre, den trefoldige vediske viden, of29
fergaver, sønner, de Fem Store Ofre28 og offerritualer gøres kroppen Brahmansk.
(29) Inden navlestrengen bliver skåret over, skal en drengs fødselsritual udføres,
ved at han mades med guld, honning og klaret smør3° under fremsigelse af vediske
mantra'er. (30) Man skal udføre navngivningsritualet for barnet på den tiende eller
tolvte dag, på en lykkevarslende dag eller et lykkevarslende tidspunkt eller under
en heldig stjernekonstellation. (31) For en Brahmin skal navnet udtrykke noget lykkevarslende, for en Kshatriya styrke, det skal være forbundet med velstand for en
Vaishya, men med noget foragteligt for en Shudra. (32) For en Brahmin skal det være
forbundet med lykke, for en Kshatriya med beskyttelse, for en Vaishya med trivsel,
og for en Shudra med tjenestevillighed. (33) For piger skal navnet være nemt at udtale, ikke forbundet med noget voldsomt, have en klar betydning, være behageligt,
lykkevarslende, have en lang vokal i enden, og indeholde et udtryk for velsignelse.
(34) I den fjerde måned skal man udføre ritualet, hvor drengen tages ud af huset; i
den sjette måned ritualet for det første måltid af ris og eventuelt også et hvilket som
helst ritual, familien ellers ønsker udført. (35) Den første klipning af håret gælder
for alle To-gange-fødte ifølge Loven; den skal udføres i det første eller tredje år ifølge
vediske forskrifter."
Indvielsen til læretiden
2.36-37
(36) "Han bør udføre indvielsen til læretiden i det ottende år regnet fra undfangelsen
for en dreng af Brahminstand, i det ellevte år for en Kshatriya, og i det tolvte år for en
Vaishya; (3 7) for en Brahmin, der stræber efter at være fremragende inden for vedisk
lærdom, skal den udføres i det femte år, for en Kshatriya, der stræber efter magten, i
det sjette år, for en Vaishya, der stræber efter velstand, i det ottende år."
Veda-lærlingens klæder, livrem, hellige tråd og stav
Barndommens ritualer
2.26-37
(26) "Kroppens helliggørelse gennem undfangelsesritualet og de senere indvielser
skal udføres for de To-gange-fødte med hellige vediske ritualer som en renselse i
dette liv såvel som i tilværelsen efter døden. (27) Ved hjælp af ildofferet for fosteret,
fødselsritualet, den første klipning afhåret, og bindingen af Munja-livremmen 26 fjernes den urenhed, der kom fra sæden og livmoderen, fra de To-gange-fødte. (28) Gen-
2.41-47
(41) "Veda-lærlingene skal klæde sig i skind af sort antilope, plettet hjort eller gedebuk og tøj af hamp, hør eller uld alt afhængigt af deres stand fra Brahmin og nedad.
(42) En Brahmins livrem skal laves af Munja-græs spundet af tre tråde og være
jævnt og blødt, hvorimod Kshatriyaens skal laves af buestreng af Murvi-hamp og
Vaishyaens skal væves af almindelig hamp. (43) Dog, hvis man ikke har Munja-græs
27
Religiøse løfter eller observanser kan være faste, seksuel afl1oldenhed, valfart eller andre strabadser, man påtager sig med
et religiøst formål.
" Dette er fem daglige religiøse handlinger, som bør udføres af en familieforsørger. Se nærmere herom i vers 3.67-71 neden
" Et livrem flettet af Munja-strå, der gives Brahmin-drengen ved indvielsen til læretiden.
14
MANUS LOVDOG I UDDRAG
for.
" Dvs. får Brahman-egenskaber. Se note 24 oven for. Bemærk også at det at få sønner opfattes som en hellig handling.
Jo Opfattes på den måde, at de spiselige ingredienser skal have rørt ved noget guld. Lidt af madvarerne skal blot lægges i
munden på den nyfødte, der jo ikke er i stand til at spise dem.
15
(eller de øvrige materialer), skal livremmene laves afKusha-, Ashmantaka- eller Balvaja-fibre; det skal vikles tre gange om livet og bindes med en, tre eller fem knuder.
(44) Den hellige tråd skal være af bomuld for en Brahmin og består af tre tråde,
der er snoet mod højre. For en Kshatriya skal trådene være af hamp, for en Vaishya
af uld.
(45) En Brahmin har ifølge Loven ret til at bruge en stav af Bilva- eller Palashatræ, en Kshatriya har ret til en Vata- eller Khadira-stav, og en Vaishya har ret til en
Pilu- eller Udumbara-stav. (46) Hvad angår dens mål, skal Brahminens stav forarbejdes så den når til håret, Kshatriyaens skal nå til panden, mens Vaishyaens skal nå
til næsen. (47) Dog skal de alle være lige, fejlfri, smukke at se på, ikke virke skræmmende på andre mennesker, have bevaret barken og ikke være skadet af ild."
Veda-lærlingens tiggergang
2.48-51
(48) "Når han har taget sin foretrukne stav, har tilbedt solen og har omkredset ilden
højre om, skal han gå ud og tigge som det er foreskrevet. (49) En indviet Brahmin
skal tigge, idet han skal henvende sig med ordet 'Frue' først i sætningen, hvorimod
en Kshatriya skal sætte det i midten af sætningen, men en Vaishya i slutningen. 31
(50) Første gang skal han tigge fra sin egen mor, søster, moderens søster, eller fra en
anden nærtstående kvinde, der ikke behandler ham respektløst. (51) Når han har
indsamlet så meget tiggermad, som han behøver, og har vist det til sin mentor, skal
han spise med ansigtet mod øst efter først at have renset sig ved at skylle munden."
Placeringen af den hellige tråd
rækkefølge. (67) For kvinder siges bryllupsritualet at gøre det ud for den vediske indvielse.34 At tjene ægtemanden gør det ud for at have levet hos mentoren, og de huslige
ir
'ld ."35
pligter gør det ud for at have passet mentorens ouen
Vedarecitation
2.68-75
(68) "Hermed er indvielsesritualet til læretiden for de To-gange-fødte blevet forklaret, det som indebærer en ny fødsel, og som er helligt. Lær nu om de religiøse pligter,
der er forbundet med det.
(69) Efter at have foretaget indvielsen skal mentoren fra starten af instruere eleven
i renselse, god opførsel, pasning af ilden samt morgen- og aftentilbedelsen.
(70) Før lærlingen starter en recitation af Vedaerne, skal han som foreskrevet
skylle munden, iføre sig lette klæder, vende ansigtet mod nord, samle hænderne
foran brystet og bringe sanserne under kontrol, hvorefter han skal undervises. (71)
Før og efter recitationen skal han gribe om mentorens fødder, og under recitationen
skal han holde hænderne samlet foran brystet - det kaldes 'at samle hænderne for
Vedaerne'. (72) Berøringen af mentorens fødder skal foretages med krydsede hænder,
således at mentorens venstre fod berøres aflærlingens venstre hånd, og den højre fod
af den højre hånd. (73) Når lærlingen er klar til recitationen, skal han, uden på noget
tidspunkt at være uoplagt, sige til mentoren: 'Undervis mig, Herre!', og når mentoren
6
siger: 'Stands!', skal han stoppe. (74) Han skal altid udtale mantraet OM3 i begyndelsen og slutningen af recitationen. Hvis OM ikke siges før, slipper Vedaen bort, og
hvis ikke bagefter, smuldrer den. (75) Siddende på helligt strå, der vender mod øst,
rengjort med rensende blade37 og renset efter tre runder åndedrætsøvelser, først da er
han værdig til at recitere stavelsen OM."
2.63
"Når det er højre arm, der løftes, siges en To-gange-født at være 'iklædt den hellige
tråd', når det er venstre arm, siges han at være 'med tråden mod øst', og når den hænger om halsen, siges han at være 'med tråden nedad'." 32
Morgen- og aftentilbedelsen
Pigernes indvielser
(101) "Han skal stå op under morgenskumringen og recitere Gayatri-verset, ind til
solen kommer til syne, men under aftenskumringen skal han recitere det siddende,
ind til stjernetegnet Store Bjørn er klart synligt. 38 (102) Når han står op og reciterer
under morgenskumringen, driver han al nattens synd bort, når han gør det siddende
2.66-67
(66) "Også for kvinder skal hele denne serie af ritualer3 3 udføres - dog uden brug af
vediske mantra'er; det skal ske for kroppens helliggørelse til rette tid og i den rigtige
2.101-103
Dvs. drengenes indvielse til læretiden.
At passe lærerens ild var en aflærlingenes vigtigste pligter.
" En stavelse der anses for hellig. Udtales med et langt o. Det er sanskrit-tegnet for denne stavelse, der som regel bruges som
3 ·1
35
31
32
33
16
Dvs. henvendelsen skal lyde: "Frue, giv noget mad", "Giv, Frue, noget mad" eller "Giv noget mad, Frue''.
At det er højre arm, der løftes, indebærer at tråden bæres over venstre skulder og under højre ann. Denne position angiver
handlinger, der er forbundet med guderne, f.eks. i forbindelse med oJferritualer, men er også den position, tråden normalt
har. At det er venstre arm, der løftes, vil sige, at tråden bæres over højre skulder og under venstre arm. Denne position
anvendes i forbindelse med ritualer for forfædrene. Den bæres om halsen ved særligt menneskelige handlinger så som sex
og toiletbesøg.
Dvs. alle de forud nævnte fra undfangelsesritualet og frem.
MANUS LOVBOG I UDDRAG
logo for hinduismen.
" De hyppigste navne på helligt græs og strå er Kusha og Darbha. Bladene holdes eller vikles om hånden under recitationen.
" Lærlingen modtager Gayatri-verset (Rigveda 3.62.10) ved indvielsen til læretiden. Verset lyder således: "OM, Jord! Luft!
Himmel! Lad os meditere på Gud Savitris [solens] ønskværdige stråleglans! Må Han fremme vores tanker!" Denne recitation ved morgen- og aftenskumringen er kendt som Sandhya og er et grundlæggende ritual i hinduismen ikke bare i
læretiden men gennem hele livet.
·
17
under aftenskumringen, tilintetgør han de fejl, der er begået i løbet af dagen. (103)
En mand, der hverken står op under morgenskumringen eller sidder ned under aftenskumringen, bør være udelukket fra alle de ritualer, de To-gange-fødte udfører,
ligesom en Shudra."
Religiøse løfter og observanser39
2.173-181
(173) "Efter at lærlingen har gennemgået indvielsen til læretiden, skal han instrueres om de religiøse observanser og gradvist tilegne sig Vedaerne i overensstemmelse
med forskrifterne. (174) De samme ejendele - skind, tråd, livrem, stav og tøj - som
han blev foreskrevet ved indvielsen, skal også bæres under observariserne. (175) En
Veda-lærling skal kontrollere alle sanser og overholde disse restriktioner, mens han
bor hos sin mentor, for at styrke sin askese: (176) Hver dag, når han er renset efter
badet, skal han ofre drikofre af vand til guder, vismænd og forfædre, tilbede guderne
og samle brænde til ilden. (177) Han skal undgå honning, kød, parfume, blomsterkranse, lækkerier, kvinder, mad, der er blevet sur, og vold mod levende væsener;
(178) ligeledes salve til kroppen, farve til øjnene, brug af sandaler eller parasol, seksuelt begær, had, grådighed, dans, sang og musikudøvelse; (179) ligeledes spil, snak,
sladder såvel som løgn, at se på eller røre ved kvinder, og at gøre skade mod andre.
(180) Han skal altid sove alene, og aldrig spilde sin sæd. For hvis han ejakulerer med
vilje, bryder han sit eget løfte. (181) Når en Veda-lærling ufrivilligt har ejakuleret
under søvnen, skal han tage bad, tilbede solen og tre gange fremsige verset 'Lad min
manddomsstyrke vende tilbage til mig .. .'."
hvis mentoren går hen imod ham, løbe efter ham, hvis mentoren løber, (197) gå hen
foran ham, hvis mentoren har ansigtet vendt væk, gå tættere på ham, hvis mentoren
står på afstand, og bøje sig ned, hvis mentoren ligger eller står længere nede. (198) I
mentorens nærvær skal han altid benytte et lavere leje eller sæde, og når mentoren er
inden for synsvidde, må han ikke bare sidde som han har lyst til.
(199) Han må ikke nævne mentoren alene ved hans navn, selv når denne er ude af
syne, ej heller må han efterligne hans gang, tale eller manerer. (200) Hvor som helst
nogen begynder at sladre eller tale nedsættende om hans mentor, skal han holde sig
for ørerne eller gå et andet sted hen. (201) Ved at sladre om ham bliver han et æsel,
41
ved at tale nedsættende om ham en hund, ved at lade sig forsørge afham en orm, og
ved at misunde ham et insekt.
(202) Når han er på afstand, må han ikke hilse ham, ej heller når han er vred eller
i nærheden af en kvinde. Når han sidder i en vogn eller på en stol, skal han først stige
ned, inden han må hilse ham. (203) Når han sidder sammen med sin mentor, må han
hverken sidde imod eller med vinden i forhold til mentoren; 42 ej heller må han tale
om noget uden for mentorens hørevidde."
Morgendisciplin
2.220
"Hvis han sover, mens solen står op, eller mens den går ned, uanset om han gør det
med vilje eller ej, skal han faste om dagen, mens han fremsiger hellige vers."
Adfærd overfor mentoren
2.191-203
(191) "Når han bliver bedt om det af sin mentor, og selv når han ikke gør, skal han
altid helhjertet give sig i kast med Veda-recitationen eller hvad, der er til gavn for læreren. (192) Med krop, tale, sanser og sind under kontrol skal han stå med hænderne
samlet foran brystet og se på sin mentors ansigt. (193) Han skal lade højre skulder
være utildækket, 40 udvise god opførsel, være ordentligt påklædt, og, når der siges:
'Sæt dig', skal han sætte sig med ansigtet mod mentoren. (194) Hans mad, tøj og
dragt skal altid være aflavere standard end mentorens, når han er i dennes nærhed,
og han skal både stå op før ham og gå til ro efter ham.
(195) Han må ikke svare eller tale med sin mentor, når han selv ligger ned, sidder
ned, spiser, står langt fra mentoren, eller har ansigtet vendt bort fra ham. (196) Han
skal stå op, når mentoren sidder, gå hen til ham, hvis mentoren står, gå ham i møde,
39
40
18
Se note 27 oven for.
Han bærer en klædning der er bundet over venstre skulder ligesom den hellige tråd, se vers 2.63 oven for.
MANUS LOVDOG I UDDRAG
·li
·12
Dvs. han skal tigge til sin egen mad og ikke forsørges af mentarens familie.
Dvs. så vinden blæser fra mentoren over mod ham selv eller fra ham selv mod mentoren.
19
Tredie kapitel
Regler for familieforsørgeren
Mens de to andre store indiske religioner i samme periode, buddhismen og jainismen,
med stor succes opfordrede eliten af sine tilhængere til at forlade deres familie og blive
en del af et munke- og nonnefællesskab baseret på cølibat, tiggeri, nøjsom levevis og
meditation, var det de hinduistiske Lovbøgers særtræk at fastholde livet i familien med
dets ritualer og forpligtelser som idealet for det åndeligt set bedste liv. Meget i de følgende regler for familieforsørgeren er således formuleret i polemik mod de asketiske
religioner.
Når lærlingen var vendt hjem efter endt læretid, skulle han gifte sig og dermed
indtræde i familieforsørgerens livsstadie. Ved brylluppet etableredes samtidigt den offerild, hvori hans fremtidige ofre skulle foretages. En mand, der ikke var gift, kunne
derfor heller ikke udføre ofre.
Tilbagevenden fra læretiden og valg af brud
fordøjelsesbesvær, epilepsi, hvide pletter, eller spedalskhed. (8) Han bør ikke gifte
sig med en pige der er rødhåret, har en legemsdel for meget, er sygelig, er uden eller
har for megen kropsbehåring, 46 som snakker for meget, eller som er gullig i huden,
(9) som har navn efter et stjernetegn, et træ, en lav-kaste, et bjerg, en fugl, en slange,
en tjener, eller hvis navn gør folk bange. (10) Han bør gifte sig med en kvinde som er
uden deformiteter, som har et tiltalende navn, hvis gang er som en gås' eller elefants,
med ikke for meget krops- og hovedhår, med små tænder og spinkle lemmer. (11) En
klog mand bør ikke gifte sig med en, der ikke har nogen bror, eller hvis far er ukendt,
af frygt for at reglen om en 'kvindelig søn' skulle gælde. 47
(12) Ved det første bryllup anbefales det To-gange-fødte at gifte sig med en kvinde
af samme stand som dem selv. Men for dem, der af eget begær ønsker at have flere
hustruer, er de følgende de bedste i denne rækkefølge: (13) Kun en Shudra-hustru
er tilladt for en Shudra, en sådan hustru samt en af hans egen stand er tilladt for en
Vaishya; disse to samt en af hans egen stand er tilladt for en Kshatriya, og disse tre
samt en af han egen stand er tilladt for en Brahmin.48 (14) En Shudra-kvinde bliver
ikke nævnt som hustru til en Brahmin eller en Kshatriya i nogen som helst forbilledlig historie, selv når de levede i krisetider. 49 (15) Når To-gange-fødte i dårskab
ægter lavkaste-kvinder, degraderer de hurtigt deres familier og efterkommere til
Shudraer."
3.1-15
(1) "Løftet om at lære de tre Vedaer43 hos mentoren skal overholdes i seksogtredive
år, eller i den halve eller kvarte tid, eller indtil han har tilegnet sig dem. (2) Efter at
han i rette rækkefølge og uden at have brudt sit løfte om seksuel afholdenhed har
lært sig de tre Vedaer, eller to af dem, eller i det mindste en, skal han indtræde i familieforsørgerens livsstadie. (3) Når han er vendt hjem i overensstemmelse med de
pligter, der gælder for hans stand, og dermed er blevet overdraget Veda-arven fra sin
far, skal man, mens han sidder bekranset på en seng, først ære ham ved at skænke
hamen ko.
(4) Efter at have taget det rituelle bad med mentorens tilladelse og efter at være
vendt hjem, sådan som det er foreskrevet, 44 skal en To-gange-født gifte sig med en
hustru af samme stand som ham selv og med de rette fysiske karaktertræk. (5) En
jomfru,4s som ikke nedstammer fra hans mors nærmeste forfædre, og som heller ikke
tilhører hans fars slægt, er anbefalet de To-gange-fødte med henblik på ægteskab.
(6) Selv hvis de skulle være betydningsfulde og velforsynede med kvæg, geder,
får, penge og korn, skal han undgå disse ti slags familier, når der skal indgås ægteskabsbånd: (7) Familier, der negligerer riterne, der er uden mandligt afkom, som
undlader Veda-studium, som er stærkt behårede, lider af hæmorider, tuberkulose,
43
44
15
·
20
Samliv
3.45-50
(45) "Han skal altid glæde sig ved sin egen hustru og have samleje med hende i den
gunstige periode. Idet han forbliver tro mod hende, må han også være sammen med
hende, når han i øvrigt har lyst til seksuelt samkvem bortset fra på de særlige månedage.so (46) Kvinders naturlige, gunstige periode varer seksten nætter ifølge traditionen sammen med fire andre dage, der er forbudt ifølge ansete folk. (47) Af disse
nætter er de fire første samt den ellevte og trettende ikke tilladte; de resterende ti
nætter er anbefalede.si (48) Sønner fødes, når samlejet foregår i de lige nætter, piger
46
47
at hun kan være udnævnt til "søn" på denne måde.
18
·
19
·
Se note 16. Atharvaveda er senere end de øvrige 3.
Læretiden afsluttedes med, at lærlingen badede på et helligt sted, aflagde sig lærlingens obligatoriske livrem for i stedet at
klæde sig i fint tøj, deriblandt sko, turban og smykker, og salve sig med parfumeret salve - alt sammen elementer, der var
forbudt for ham under læretiden. Der skulle også gives gaver til læreren.
"En jomfru" (a111aith1111i)-denne del af verset er usikker, og dermed også oversættelsen. Det bliver også oversat "ikke
forbundet gennem ægteskab".
MANUS LOVBOG I UDDRAG
Dette kan indikere, at hun skal være kommet i puberteten, men på den anden side ikke må være meget ældre. Se også vers
9.88-91 neden for.
For at indtage sin rette plads blandt forfædrene, bør en mands kremeringsritual udføres af hans ældste søn. Men hvis
han ikke har nogen søn, men har en datter, kan han formelt udnævne denne datter til en "kvindelig søn''. Denne datter
forventes så at føde en søn, der kan forrette morfarens kremeringsritual. Ud over denne rituelle funktion, vil en sådan
datter ifølge nogle tekster arveretsligt have rettigheder som en søn. Specielt vil en pige uden en bror vække mistanke om,
50
51
Det modsatte, at en kvinde giftede sig med en mand af lavere stand end hende selv, var ikke tilladt. Af verset fremgår, at
polygami var tilladt, men vendingen "af eget begær" indikerer, at det ikke var anbefalet som en ret adfærd (dharma).
Det var almindeligt, at mange lovregler kunne suspenderes i krisetider (apad).
Nymåne, fuldmåne, den ottende dag efter nymåne og den fjortende dag efter fuldmåne.
Kommentatorer og oversættere er uenige, om hvordan disse nætter skal udregnes. Den "gunstige periode" nævnt i vers
45 er den periode, hvor der ifølge traditionen er størst chance for undfangelse. Ifølge vers 46 varer denne periode 20 dage
i alt, nemlig 16 nætter plus 4 forbudte dage. Disse forbudte dage er sammenfaldende med kvindens menstruation, der
ifølge traditionen varer fire dage, uanset hvor mange dage kvinden bløder. Vers 47 nævner så yderligere fire forbudte
nætter, nemlig de fire første af de 16 nætter nævnt i vers 46, hvilket svarer til de fire første nætter efter menstruationens
21
i de ulige. En mand, der ønsker sig en søn, skal derfor have samleje med kvinden i
de lige nætter af hendes gunstige periode. (49) Når mandens sæd er fremherskende,
bliver det en dreng, når det er kvindens, bliver det en datter. Hvis de er lige, bliver det
en hermafrodit eller både en dreng og en pige; hvis deres sæd er svag eller utilstrækkelig, mislykkes undfangelsen. (50) Hvis han undgår kvinder i de ikke tilladte nætter
og i otte andre nætter, er han i sandhed kysk, uanset hvilket livsstadie han befinder
sig i."52
for brugen af hver af disse har de store vismænd foreskrevet den daglige udførelse af
Fem Store Ofre for familieforsørgere: (70) 'Offeret til Vedaen' består i at undervise,
55
'Offeret til Forfædrene' er ofre af vand, 'Offeret til Guderne' er offeret i offerilden,
'Offeret til Væsenerne' er de uddelte madofre, 56 og 'Offeret til Menneskene' er beværtningen af gæster. (71) Den, som efter bedste evne ikke negligerer disse Fem Store
Ofre, han besmittes ikke af synden ved de fem slagtehuse, skønt han forbliver i sit
Hyldest til hustruen
Offerets kosmiske nødvendighed
hjem." 57
3.55-62
3.75-76
(55)" Fædre, brødre, ægtemænd og svogre bør ære deres kvinder og give dem smykker, hvis de ønsker megen lykke. (56) Der, hvor kvinderne æres, glæder guderne sig,
men der, hvor de ikke æres, forbliver alle ritualer uden frugt. (57) Den familie, hvor
kvinderne lider, går hurtigt under, hvorimod den, hvor de ikke lider, altid trives. (58)
Hjem, som kvinder forbander, fordi de ikke holdes i ære, går fuldstændigt til grunde,
som blev de ramt af ond magi. (59) De mænd, som ønsker deres egen lykke, skal derfor altid ære kvinderne med smykker, klæder og mad ved alle festlige lejligheder.
(60) I den familie, hvor ægtemanden glæder sig ved sin hustru og hustruen ved
sin mand, der er lykken varig. (61) For hvis hustruen ikke stråler, glæder hun ikke
manden, og hvis ikke han glæder sig ved hende, bliver der intet afkom. (62) Når
kvinden stråler, stråler hele familien; når kvinden ikke stråler, stråler familien heller
ikke."
(75) "Her i verden skal han hver dag engagere sig i Veda-studie og i ofre til guderne;
for ved at engagere sig i ofre til guderne, opretholder han denne verden, den bevægelige såvel som den ubevægelige. (76) En offergave, der er korrekt ofret i offerilden, når
58
op til solen; fra solen kommer regn, af regnen mad, og af mad afkom."
Offeret til Forfædrene
3.82-83
59
(82) "Han bør hver dag udføre et forfaderoffer med mad eller vand, eller endog
med mælk, rødder, eller frugter og dermed skænke forfædrene glæde. (83) Han skal
beværte mindst en Brahmin for forfædrenes skyld som del af de Fem Ofre, men ved
denne lejlighed må han ikke beværte nogen Brahmin som del af Offeret til Samtlige
Guder."60
De Fem Store Ofre
3.67-71
(67) "En familieforsørger skal udføre de hjemlige ritualer i den ægteskabelige offerild som foreskrevet, 53 samt de Fem Store Ofre og den daglige madlavning. (68) En
familieforsørger har fem slagtehuse: ildstedet, kværnstenen, fejekosten, morteren og
vandbeholderen. Ved at benytte disse binder han sig. 54 (69) Med det formål at sone
51
53
54
22
fire dage. De forbudte dage er altså de fire dage, som menstruationen varer, de fire følgende dage, samt den 11. og 13. dag,
10 dage i alt. Af de 20 dage, som den gunstige periode varer, bliver der derfor 10 tilladte nætter tilbage. Oversættelsen
her bygger på Patrick Oliveiles kommentarer til disse vers i Olivelle 2005. Bemærk, at det ifølge vers 45 er en pligt for
ægteparret at have samleje og dermed sikre sig afkom.
Kyskhed, dvs. seksuel afholdenhed, var et ideal i de asketiske religioner. Men i hindn-lovbøgerne, der lagde vægt på familien og slægtens videreførelse, ansås en
Indledning
Disse uddrag af Manus Lovbog er oversat direkte fra sanskrit aflektor Mikael Aktor,
ph.d., Syddansk Universitet, som er specialist i hinduistiske lovbøger. Udgivelsen er
det første omfattende og sammenhængende udvalg af Manus Lovbog på dansk, og
det er forsynet med indledning og grundige kommentarer, som giver et fyldigt indblik i klassisk hinduisme. Efterskriftet drejer sig om Manus Lovbogs virkningshistorie, i høj grad forårsaget af englænderen William Jones' vigtige oversættelse fra 1794.
Oversættelsen fik også stor betydning inden for sprogvidenskaben, da William Jones
benyttede oversættelsen til teorien om de indo-europæiske sprogs slægtskab.
Udgivelsen er ment som en tiltrængt tilføjelse til de ret få udgivelser af hovedværker fra hinduismen, der er foretaget på dansk. Specielt kan den bruges som "hovedværkslæsning" til gymnasiets B-niveau i religion. Eleverne skal kunne "analysere og
vurdere en længere, kompleks religiøs eller religionsfaglig tekst", hvortil udgivelsen
er velegnet. I en større emnemæssig sammenhæng er skriftets historiske betydning
for både kolonitiden og den moderne hinduisme en oplagt undervisningsmulighed.
Manus Lovbog har haft monumental betydning - både for indere gennem tiderne,
som den mest autoritative kilde til samfundsindretningen, og for den øvrige verden,
som kilde til forståelse af det klassiske, hinduistiske Indien. Som hellig skrift tilhører
den ikke den højst ansete gruppe af tekster, shruti (sanskrit: "det hørte"), hvortil fx
de guddommelige Vedaer og Upanishaderne hører. Derimod tilhører den gruppen
af smriti (sanskrit: "det huskede"), som er tekster, hvori der findes menneskelige faktorer, så som vismænd der forbinder det guddommelige med det jordiske. Til smrititekster regnes også de store eper i indisk åndsliv, Mahabharata og Ramayana. - Manus Lovbog kaldes ofte populært for Manu-smriti.
Blandt smriti-tekster findes en gruppe lovtekster kaldet Dharmashastra, og det er
til denne undergruppe Manus Lovbog hører. De beskæftiger sig med etiske spørgsmål, og i navnet ligger begrebet dharma, som i denne sammenhæng betyder "pligt."
- Det lærde navn for Manus Lovbog er således Manava Dharmashastra, som betyder
"Skriftet (shastra) der indeholder pligter (dharma) skrevet af Manu (manava)".
Manu er både det første menneske i hinduismen, og dermed menneskehedens
stamfar, og den guddommelige person som skaberguden Brahma dikterede sine moralske og sociale love til. Det er i den sidste betydning han optræder i Manus Lovbog,
og set fra et hinduistisk synspunkt kan man derfor ikke sætte historiske datoer på
skriftet.
Set udefra med kritiske øjne er der tale om et skrift nedskrevet mellem 200 f.v.t.
og 200 e.v.t. efter en overlevering gennem mundtlig tradition. Det samfund, der
afspejles i Manus Lovbog, menes at være perioden i Indiens historie efter Mauryadynastiet, med konger som Chandragupta (ca. 320 f.v.t. - ca. 293 f.v.t.) og dennes
barnebarn, Ashoka, som regerede fra 269 til 232 f.v.t. Ashoka kendes fra historien,
som den der udbredte buddhismen, men efter dynastiets ophør vendte de nye konger
tilbage til hinduismen, og i denne periode blev de klassiske hinduistiske dyder genindført og stadfæstet. Netop til sådan et formål synes Manus Lovbog at være skabt.
Desuden nævnes der befolkningsgrupper i Manus Lovbog, som Salza'er, Kusana'er og
Mleccha'er, som er folk fra Centralasien og Grækenland som udgjorde en trussel i de
urolige tider.
Spørgsmålet om en forfatter til Manus Lovbog er blevet diskuteret meget blandt
indologer. I lange tider har den været anset for at være et anonymt værk, forstået på
den måde, at de forskellige dele er blevet ført sammen i en redigering af anonyme
lærde. I nyeste tid, og med den autoritative kritiske udgave ved Patrick Olivelle, er
der fremkommet overbevisende argumenter for at mene, at der bag kompositionen
har været en skabende kraft, altså en forfatter. Navnet er ukendt, naturligvis, og i
mangel af bedre kaldes forfatteren "Manu'', selv om "Manu" ikke er den historiske
forfatter til skriftet, set udefra. En af grundene til at mene, at skriftet har en forfatter
Esben Andreasen
Roskilde Katedralskole
4
MANUS LOVBOG I UDDRAG
INDLEDNING
5
er forekomsten af en række "overgangsvers" og en fortælle-ramme, hvor en ordnende
intelligens kan anes. Også fortællestrukturen er "litterær" i den forstand, at der opregnes tre lag af agerende fortællere: Den Selveksisterende, Manu og den udvalgte
vismand, Bhrigu. Dertil kommer to lag af modtagere: gruppen af vismænd og de
til enhver tid eksisterende læsere. Set fra et overordnet synspunkt er også Manu og
Bhrigu modtagere, nemlig af Den Selveksisterendes ord. Følgelig kan man opregne 5
lag af"fortællere" og "modtagere", idet nogle instanser genfortæller, hvad de selv har
hørt, nemlig Manu og Bhrigu.
Indhold
Hele Manus Lovbog har 12 kapitler og i alt 2.694 vers. Opdelingen i kapitler er ikke
altid logisk og regnes for en senere inddeling af lovbogen, men de ovenfor nævnte
"overgangsvers" (se eksempelvis 2.68 i dette udvalg) fører læseren gennem de fire
kaster og deres pligter, bodsøvelser osv" for til sidst at foreskrive, hvordan mennesket
undgår reinkarnation. Således slutter teksten på det kosmologiske niveau, hvorpå
den begyndte.
Hele skriftet kan opstilles i følgende oversigt:
Mytologisk rammefortælling og verdens skabelse (1.1-119)
Lovens kilder (2.1-24)
De fire kasters pligter (2.25-10.131)
3.1 Regler i forhold til loven (2.25-10.131)
3.1.1 Regler for korrekt adfærd under normale forhold (2.26-9.336)
3.1.1.1 Brahminens firefoldige pligter (2.26-6.97)
3.1.1.2 Kongens pligter (7.1-9.325)
3.1.1.3 Vaishyaers og shudraers pligter (9.325-36)
3.1.2 Regler for korrekt adfærd i krisetider (10.1-129)
3.2 Bodsøvelser (11.1-265)
4. Karma og reinkarnation (12.3-116)
4.1 Handlingens frugter (12.3-81)
4.2 Regler for opnåelse af det højeste gode (12.83-115)
5. Erkendelse af Purusha-Brahman i selvet og slutvers (12.117-126)
6
MANUS LOV BOG I LI DDRl\G
Samkhya-læren
En af de seks klassiske filosofiske skoler i hinduismen, der har øvet indflydelse på
Manus Lovbog, er Samkhya ("kategorisering"). Samkhya-filosofien bygger på en
dualistisk opdeling af materie og ånd, kaldet henholdsvis prakriti og purusha. Frigørelse fra genfødslernes kreds (samsara) opnås ved en erkendelse af de to begrebers
fuldstændige adskillelse. Den synlige verden består af prakriti, som efterhånden har
udviklet tingene og menneskene. Også de fem sanser (lugte, høre, se, føle, smage) og
de fem handlingsformer/handleformer (tale, gå, holde, udskille, skabe) udvikles af
prakriti, for til sidst at slutte med purusha (ånd eller selv).
Alt eksisterende, herunder ikke mindst mennesket, består af de tre grundbestanddele, de tre guna'er: sattva (godhed), rajas (lidenskab og handlekraft) og tamas
(mørke og træghed). - Som det vil ses er samkhya-læren ateistisk, svarende til at det
guddommelige i Manus Lovbog ikke er en af hinduismens kendte guder (Vishnu,
Brahman eller Shiva), men Den Selveksisterende.
Stændersamfundet
Ifølge den klassiske samfundslære er samfundet opdelt i fire stænder (varna'er): præster (brahmin), adel/krigere (kshatriya), jordejere og handelsfolk (vaishya) og tjenestefolk/håndværkere (shudra). Disse stænder er overordnede kategorier, ved hjælp
af hvilke de mangfoldige kaster klassificeres. Således ansås nogle kaster for at være
brahmin-kaster, andre for at være kshatriya-kaster, osv. Udover disse nævnes en
række kaster, der ansås for at være efterkommere af seksuelle forhold på tværs af
stænderne, typisk kaster med meget lav status. Disse benævnes "alle de, der er født
imellem dem" (1.2), nemlig imellem stænderne.
Livsstadier
I den klassiske tid, som Manus Lovbog afspejler, skal en hindu tilhørende de øverste
stænder gennemleve fire livsstadier (ashrama): Det første stadium er som lærling eller elev (brahmacharya), hvor drenge får religiøs undervisning hos en brahmin i de
hellige skrifter. Der er ingen regler for piger. Det næste stadium er som gift husholder
(grihastha) og gælder begge køn. Her fører man et familieliv, får børn og arbejder i
sit erhverv. Det tredje stadium er skov-asket eller eneboer (varnaprastha), som gælder
mændene specielt. Når en søn kan overtage familieforpligtelserne, trækker manden
sig tilbage, evt. sammen med sin hustru. Målet er selvfordybelse og afklaring. Endelig er fjerde og sidste stadium omvandrende asket (sannyasin), hvor målet er den
endelige frigørelse (moksha) fra genfødslerne (samsara).
INDLEDNING
7
Første kapitel
Mytologisk rammefortælling og verdens skabelse
Lovbogen indledes med at Manu, urtidens vismand, der opfattes som tekstens viderebringer, beretter om verdens skabelse. Fremstillingen, der synes påvirket af den hinduistiske Samkhya filosofi, 1 er dunkel og flere steder åben for modstridende fortolkninger.
Hovedlinjen er dog klar: ved at indlede med denne beretning understreges den direkte
forbindelse mellem skabelsen, skaberen og de rituelle og sociale regler, der følger i resten af teksten. Disse regler opfattes ikke som menneskeskabte, men som forankret i
selve skabelsen og verdens oprindelige indretning.
1.1-31
2
(1) De store vismænd gik frem til Manu, der sad fordybet i koncentration. De hilste
ham respektfuldt på rette vis, og henvendte sig til ham med disse ord: (2) "Herre,
vi beder dig præcist og i den rette orden fortælle os pligterne, der gælder for alle
stænderne og for alle de, der er født imellem dem. 3 (3) For kun du, Herre, kender den
sande betydning af pligterne i den Selveksisterendes forordning, 4 den som i sin helhed er hinsides enhver tanke og fatteevne." (4) Adspurgt respektfuld således af disse
store ånder, ærede han, hvis kraft er umådelig, alle disse vismænd, og han svarede:
"Lyt!"
(5) "Dette univers var først fuldstændigt indhyllet i mørke ligesom i en dyb søvn;
det var ufatteligt, uden kendetegn, uudgrundeligt, hinsides enhver viden. (6) Så kom
Herren, den Selveksisterende, til syne. Han, der selv er umanifesteret, manifesterede
denne verden, startende med elementerne, 5 idet han udfoldede sin magt og spredte
mørket. (7) Han, som er hinsides al sanseerfaring, ubegribelig, subtil, umanifesteret,
evig, som rummer alle væsener og er ufattelig - han strålede frem af sig selv. (8) Med
sin opmærksomhed rettet mod det ønske at frembringe mangfoldige væsener ud fra
sin egen krop var vandene det første han frembragte. I dem udgød han sin sæd. (9)
Det blev til et gyldent æg så strålende som solen. I det æg fødtes han selv i skikkelse
afBrahma, alverdens Forfader. 6
1
2
3
'
5
6
Se indledningen s.7.
I indisk mytologi er Manu både det første menneske og den første konge - dermed også den første lovgiver.
Vedrørende de fire stænder, se indledningen s.7. Udover disse nævnes en lang række kaster, der ansås for at være efterkommere af seksuelle forhold på tværs af stænderne, typisk kaster med en meget lav status. Det er disse, der her benævnes
"alle de, der er født imellem dem", nemlig imellem stænderne.
Den Selveksisterende, dvs. den er uskabt og altid eksisterende, er her benævnelsen for den guddom, hvorfra skabelsen
udgår. Det er ham, der ved sicabelsen har forordnet de sociale regler, der er indholdet af lovbøgerne. Manu videregiver
blot denne forordning, som hau har modtaget den fra den Selveksisterende.
Dette er de fem elementer, rummet, luft, ild, vand og jord.
I hindumytologi er Brahma skaberguden, dvs. den der aktivt skaber verden. Han er selv frembragt som en manifestation
af den umanifesterede Selveksisterende. Med denne mytologi udtrykkes det hinduistiske synspunkt, at ingen ting opstår
af intet.
9
(10) Vandene kaldes nara; vandene er nemlig Naras afkom. Fordi disse var hans
første tilholdssted [ayana], er han kendt som Narayana. (11) Den umanifesterede årsag, som er evig og rummer både væren og ikke-væren - fra den årsag er han opstået,
Purusha, han som her i verden bliver hyldet som Brahma. 7
(12) Da Herren havde opholdt sig i det æg et helt år, spaltede han det i to helt af sig
selv i kraft af sin egen tanke. (13) Af disse to halvdele formede han himlen og jorden,
luftrummet imellem dem, de otte verdenshjørner, og vandenes evige sted. 8
(14) Ud af sig selv uddrog han endvidere sindet, der rummer både hvad der eksisterer, og hvad der ikke eksisterer, og af sindet egoet, der udgør selvbevidstheden og
er herskeren; (15) ligesådan uddrog han det store Selv, 9 alle fænomener der rummer
de tre egenskaber, 10 og gradvist de fem sanser, der opfatter sansegenstandene. (16)
Ved at indoptage de subtile dele af disse seks, 11 der hver rummer umådelig kraft, i de
mindste partikler af ham selv, formede han alle væsener. (17) Fordi de seks subtile
dele af hans fremtrædelsesform knytter sig til (a-shri) disse væsener, kalder de vise
denne hans fremtrædelsesform for 'krop' (sharira). (18) De fem elementer12 går ind
i den (kroppen) sammen med deres aktiviteter, og det samme gør sindet, den uforgængelige skaber af alle væsener, sammen med dets subtile bestanddele.
(19) Af disse syv mægtige Purushaers subtile kropspartikler opstår denne verden 13
- den forgængelige af det uforgængelige. (20) Til ethvert følgende element i denne
række af elementer tilføjes det foregående elements egenskaber, således at hvert element siges at rumme ligeså mange egenskaber som tallet på dets placering i rækken. 14
(21) Han udformede de enkelte navne og handlinger såvel som de særlige beskæftigelser for alle disse elementer i begyndelsen ved hjælp af selve Veda-ordene. 15
(22) Herren frembragte den forfinede gruppe af Sadhyaer, der er de guddomme,
som er forbundet med åndedrættet, og hvis væsen er handling, og han skabte tillige
det evige Offerritual. (23) Med henblik på udførelsen af offerritualet uddrog han fra
ilden, vinden og solen den trefoldige, evige Veda, der er kendetegnet ved Rig-versene,
7
'
9
1
"
11
12
13
14
15
10
I disse vers (10-11) identificeres Brahma både med Narayana, en betegnelse der især er knyttet til guden Vishnu, og til
urvæsenet Purusha. Ifølge Purusha-hymnen i Rigveda (10.90) blev dette første væsen dræbt og parteret af guderne som
et offerritual, og af disse kropsdele skabtes verden.
Den ældste kosmologi er tredelt: jorden, himlen med himmellegemerne og rummet imellem disse. De otte verdenshjørner er de kendte fire og deres mellempositioner. "Vandenes evige sted" antages at være Mælkevejen.
Det store Selv skal i denne sammenhæng formentligt forstås som det individuelle selv (jiva), der er bærer af de personlige
erfaringer. Dette i modsætning til det højeste Selv (atman), der er en ren bevidsthed uden tilknytning til personlige erfaringer.
Dette er de tre guna'er, se indledningen s.7.
De seks kan opfattes som sindet og de fem elementer, der nævnes sammen i vers 18.
Rummet, luft, ild, vand og jord.
De syv er formodentligt de seks fra vers 18 (de fem elementer og sindet) plus en, men hvad denne syvende er, er usikkert.
Ligesom verden skabtes ved at sønderdele Purushas krop ifølge Purusha-hymnen (se note 7), skabes den her af dele af
disse syv, der derfor kaldes "Purushaer".
Dette gælder formodentligt kun de fem elementer. Hvert af disse tillægges bestemte egenskaber, rummet egenskaben lyd,
luft egenskaben berøring, ild egenskaben form (dvs. synlig fremtrædning), vand egenskaben smag og jord egenskaben
lugt. Men her i vers 20 hævdes hvert enkelt element også at rumme det foregående elements egenskaber foruden sin
egen.
Denne formulering er muligvis en foregribelse af de følgende to afsnit, hvoraf det første drejer sig om forudsætninger for
rituelle aktiviteter ("handlinger") og det andet om erhverv.
MANUS LOVBOG I UDDRAG
Yajus-formularerne og Saman-sangene. 16 (24) Tiden, tidens inddelinger, stjernetegnene, planeterne, floderne, havene, bjergene, de flade og de bakkede landskaber, (25)
askese, tale, erotisk nydelse, begær såvel som vrede - han frembragte denne skabelse,
fordi han ønskede at skabe disse væsener.
(26) For at gøre forskel på handlinger, skilte han endvidere ret fra uret17 og lod
disse væsener være underlagt modsætningernes par, såsom smerte og glæde. (27)
Sammen med bittesmå forgængelige partikler af de fem omtalte elementer bliver hele
denne verden til efter en bestemt orden. (28) Den aktivitet, som Herren fra begyndelsen tildelte hver skabning, den har den selv tilegnet sig sidenhen hver gang, den
skabtes. (29) Voldelighed eller skånsomhed, mildhed eller grusomhed, ret eller uret
adfærd, sandfærdighed eller løgnagtighed - hvad end han tilkendte en skabning ved
skabelsen, det manifesterede sig i den af sig selv sidenhen. (30) Ligesom i årstidernes
vekslen, hvor årstiderne af sig selv antager deres egne særlige kendetegn, sådan antager legemlige væsener deres egne særlige handlinger. 18 (31) Så af hensyn til verdenernes fremgang skabte han af sin mund, sine arme, sine lår og sine fødder Brahminen,
Kshatriyaen, Vaishyaen og Shudraen." 19
Lovens videre overlevering
1.58-60
(58) "Efter at have forfattet denne afhandling, lærte han mig den selv i begyndelsen
som foreskrevet. 20 Dernæst lærte jeg den til Marici og de andre vismænd. (59) Bhrigu
her vil nu lære jer den i sin helhed, for denne vismand lærte den hele og fulde tekst af
mig." 21 (60) Tiltalt således af Manu, glædede den store vismand Bhrigu sig, og sagde
så til alle de andre vismænd: "Lyt!"
Verdensaldrene og de fire stænders pligter
Verden skabes, eksisterer og går til grunde i gentagne, cykliske forløb. I løbet af hvert
forløb gennemgår verden et gradvist forfald gennem fire tidsaldre.
1.81-91
16
17
1'
19
20
21
Den trefoldige Veda består afRigveda, Yajurveda og Samaveda. Den første indeholder hymner, der reciteres, den anden
formularer, der fremsiges i forbindelse med de rituelle handlinger, og den sidste melodiske hymner, der synges. Der er
også en fjerde Veda, Atharvaveda, som adskiller sig fra de tre nævnte ved ikke at indeholde tekster, der indgår i de store,
offentlige ritualer, men besværgelsesformularer og gudehymner.
"Reel og "uref' er oversættelse af sanskrit-ordene dlrnrma og adlwrma, se indledningen s.5.
"Handling" her og "aktivitet" i vers 28 er begge oversættelser af ordet karm an, der desuden især betyder "ritual" og "erhverv". Det sidste er relevant for det følgende vers, der beskriver tilblivelsen af de fire stænder. Desuden opfattes de fire
stænder ikke blot som abstrakte kategorier men nærmest som selvstændige arter ligesom verdens øvrige skabninger.
Se indledningen s.7.
Se note 4 oven for.
Marici og Bhrigu er Nianus sønner og elever.
11
(81) "Loven står på fire fødder og er hel i Krita-alderen; det samme er sandheden.
Mennesker erhverver sig aldrig noget ved uretmæssige midler i denne tidsalder. (82)
Men i de andre tidsaldre indskrænkes Loven med en fod af gangen på grund af uretmæssig erhvervelse; og i kraft af tyveri, løgn og bedrag svinder Loven fod for fod. (83)
Folk er fri for sygdom, succesfulde i alle deres forehavender, og lever 400 år i Kritaalderen. Men i Treta-alderen og de følgende svinder deres livslængde ind med en
fjerdedel for hver tidsalder. (84) Dødelige menneskers livslængde, som den er nævnt
i Vedaerne, de ønskede resultater af deres ritualer, såvel som kødelige menneskers
kræfter bærer alle frugt her i verden afhængig af tidsalderen. (85) Der gælder nogle
pligter for mennesker i Krita-alderen, andre i Treta-alderen og Dvapara-alderen,
og endnu andre i Kali-alderen, alt i takt med den indskrænkning der indtræder i
hver alder. (86) I Krita-alderen siges askese at have forrang; i Treta-alderen viden; i
Dvapara-alderen er det offerritualet, siger de; i Kali-alderen er det kun gavmildhed.
(87) Men for at beskytte hele denne skabelse tildelte han, den vidt strålende, særskilte aktiviteter til de, som er født af hans mund, arme, lår og fødder. 22 (88) For
Brahminerne forordnede han undervisning i og recitation af Vedaerne, at ofre og
at udføre ofre for andre, samt at give og at modtage donationer. (89) Til Kshatriyaen
overdrog han at forsvare folket, at give donationer, at ofre og at recitere Vedaerne,
samt at undgå tilknytning til sansegenstandene; (90) til Vaishyaen at vogte kvæg, at
give donationer, at ofre og at recitere Vedaerne, samt handel, pengeudlån og agerbrug. (91) Kun et erhverv tildelte Herren Shudraen: at tjene disse andre stænder uden
nid."
24
af Loven. For han er født for Lovens skyld og er selvskreven til at blive Brahman.
(99) For en Brahmin, der bliver født, fødes til den højeste fødsel på jorden som en
herre over alle væsener for at bevogte Lovens skatkammer. (100) Hele denne verden,
hvad end der eksisterer på jorden, er Brahminens ejendom. I kraft af sin forrang og
afstamning har Brahminen ret til hele denne verden. (101) Brahminen spiser derfor
kun, hvad der tilhører ham, klæder sig kun, i hvad der tilhører ham og giver kun bort,
25
hvad der tilhører ham; så det er i kraft af Brahminens mildhed at andre spiser."
Forherligelse af Brahmin-standen
1.92-101
(92) "Mennesket siges at være renere over navlen. Derfor har den Selveksisterende
erklæret, at hans mund er den reneste del af ham. (93) Fordi han udgik af den øverste
del, fordi han er den ældste, og fordi han opbevarer Vedaen i hukommelsen, er Brahminen rettelig hele denne skabnings herre. 23 (94) For ved at udføre askese frembragte
den Selveksisterende ham af sin egen mund i begyndelsen for at sikre, at guder og
forfædre modtager ofre, og for at beskytte hele denne verden. (95) Hvilket væsen kan
overgå ham, gennem hvis mund de tre himles beboere såvel som forfædrene til stadighed spiser deres offermad? (96) Af alle væsener er de levende de bedste; aflevende
væsener er de, der overlever i kraft af deres intelligens, de bedste; blandt intelligente
væsener er menneskene de bedste; blandt menneskene er Brahminerne kendt som
de bedste; (97) og blandt Brahminerne er de lærde de bedste; blandt de lærde de beslutsomme; blandt de beslutsomme de, der handler; blandt de, der handler, de, der
forkynder Vedaerne. (98) Selve fødslen af en Brahmin er den evige legemliggørelse
21
25
22
13
12
Dvs. de fire stænder, der udgik af disse dele af Purusha.
Vedaerne, hvis ældste dele er fra omkring 1400 før vor tidsregning, blev overleveret mundtligt og er først nedskrevet mere
end 1000 år senere. Disse tekster såvel som lovlitteraturen, herunder Manus Lovbog, er forfattet i brahminske miljøer.
MANUS LOVBOG I UDDRAG
"Brahman" betyder både Vedaerne og den kraft, der er i Veda-ordene. Sidstnævnte gøres også til en upersonlig, altgennemtrængende kraft, ''Altet''. At "blive Brahman" kan derfor både betegne det at blive et med Vedaerne gennem recitation
og memorering og det at blive et med dette Alt. I den hinduistiske frelseslære er dette sidste ensbetydende med at træde
.
ud af genfødselskredsløbet.
Tankegangen er at alt tilhører Brahminen, så ligegyldigt hvad han spiser osv" tilhører det i forvejen ham. Den bagvedliggende ideologi er den, at al velstand afhænger af oJferritualer. Som præster, dvs. som formidlere mellem mennesker og
guder, er Brnhminerne forudsætning for andres trivsel. At give noget til en Brahmin, er derfor som et offer til guderne,
jfr. vers 95 oven for.
13
Andet kapitel
Barndom og regler for Veda-lærlingen
Tilværelsen for mænd af de tre øverste stænder inddeltes i fire livsstadier (ashramaer),
læretid, familieliv, eneboer og asket. Det er de fire livsstadier, der danner den overordnede struktur for Manus Lovbog, og i andet kapitel er det læretiden, der behandles.
Fødsel, navngivning, opvækst og pubertet markeredes alle med særlige ritualer. Ved
puberteten gennemgik drengene et ritual (upanayana), der indviede dem til læretiden
og dermed også som medlemmer af deres respektive stand. For Brahminerne var den
vigtigste beskæftigelse i læretiden, der kunne vare op til flere år, oplæringen i at memorere Vedaerne, men også Kshatriya- og Vaishya-drenge forventedes at lære noget fra
Vedaerne. Det var kun drengene fra disse tre øverste stænder, der havde ret til denne
indvielse. Kvinderne modtog ikke indvielsen og kunne dermed heller ikke selvstændigt
studere eller anvende Vedaerne, dog er der indikationer for, at der ikke oprindeligt
har været en sådan restriktion. Men Shudraerne (mænd og kvinder) var udelukket fra
indvielsen og dermed også fra alle ritualer, der anvendte vediske mantra'er (vers og
formularer fra Vedaerne).
Ved indvielsen modtog drengene bl.a. den hellige tråd, som de bar resten af livet,
samt en flettet livrem af strå eller plantefibre, der var obligatorisk beklædning under
læretiden. Indvielsen opfattedes som en ny fødsel, og de mandlige medlemmer af de tre
øverste stænder omtales derfor ofte som de "To-gange-fødte", hvorimod Shudraerne er
"En-gang-fødte". Under læretiden skulle de unge mænd bo hos deres mentor/lærer og
føre et asketisk liv i seksuel afholdenhed. De skulle undgå lækker mad, parfume, bløde
senge og i det hele taget al den komfort og nydelse, som hørte det senere familieliv til.
Det "han", som er subjekt i de følgende kapitler, er et mandligt medlem af Brahminstanden, dog med undtagelse af kapitel .7, hvor det er landets konge.
nem recitation afVedaerne, religiøse løfter, 27 ildofre, den trefoldige vediske viden, of29
fergaver, sønner, de Fem Store Ofre28 og offerritualer gøres kroppen Brahmansk.
(29) Inden navlestrengen bliver skåret over, skal en drengs fødselsritual udføres,
ved at han mades med guld, honning og klaret smør3° under fremsigelse af vediske
mantra'er. (30) Man skal udføre navngivningsritualet for barnet på den tiende eller
tolvte dag, på en lykkevarslende dag eller et lykkevarslende tidspunkt eller under
en heldig stjernekonstellation. (31) For en Brahmin skal navnet udtrykke noget lykkevarslende, for en Kshatriya styrke, det skal være forbundet med velstand for en
Vaishya, men med noget foragteligt for en Shudra. (32) For en Brahmin skal det være
forbundet med lykke, for en Kshatriya med beskyttelse, for en Vaishya med trivsel,
og for en Shudra med tjenestevillighed. (33) For piger skal navnet være nemt at udtale, ikke forbundet med noget voldsomt, have en klar betydning, være behageligt,
lykkevarslende, have en lang vokal i enden, og indeholde et udtryk for velsignelse.
(34) I den fjerde måned skal man udføre ritualet, hvor drengen tages ud af huset; i
den sjette måned ritualet for det første måltid af ris og eventuelt også et hvilket som
helst ritual, familien ellers ønsker udført. (35) Den første klipning af håret gælder
for alle To-gange-fødte ifølge Loven; den skal udføres i det første eller tredje år ifølge
vediske forskrifter."
Indvielsen til læretiden
2.36-37
(36) "Han bør udføre indvielsen til læretiden i det ottende år regnet fra undfangelsen
for en dreng af Brahminstand, i det ellevte år for en Kshatriya, og i det tolvte år for en
Vaishya; (3 7) for en Brahmin, der stræber efter at være fremragende inden for vedisk
lærdom, skal den udføres i det femte år, for en Kshatriya, der stræber efter magten, i
det sjette år, for en Vaishya, der stræber efter velstand, i det ottende år."
Veda-lærlingens klæder, livrem, hellige tråd og stav
Barndommens ritualer
2.26-37
(26) "Kroppens helliggørelse gennem undfangelsesritualet og de senere indvielser
skal udføres for de To-gange-fødte med hellige vediske ritualer som en renselse i
dette liv såvel som i tilværelsen efter døden. (27) Ved hjælp af ildofferet for fosteret,
fødselsritualet, den første klipning afhåret, og bindingen af Munja-livremmen 26 fjernes den urenhed, der kom fra sæden og livmoderen, fra de To-gange-fødte. (28) Gen-
2.41-47
(41) "Veda-lærlingene skal klæde sig i skind af sort antilope, plettet hjort eller gedebuk og tøj af hamp, hør eller uld alt afhængigt af deres stand fra Brahmin og nedad.
(42) En Brahmins livrem skal laves af Munja-græs spundet af tre tråde og være
jævnt og blødt, hvorimod Kshatriyaens skal laves af buestreng af Murvi-hamp og
Vaishyaens skal væves af almindelig hamp. (43) Dog, hvis man ikke har Munja-græs
27
Religiøse løfter eller observanser kan være faste, seksuel afl1oldenhed, valfart eller andre strabadser, man påtager sig med
et religiøst formål.
" Dette er fem daglige religiøse handlinger, som bør udføres af en familieforsørger. Se nærmere herom i vers 3.67-71 neden
" Et livrem flettet af Munja-strå, der gives Brahmin-drengen ved indvielsen til læretiden.
14
MANUS LOVDOG I UDDRAG
for.
" Dvs. får Brahman-egenskaber. Se note 24 oven for. Bemærk også at det at få sønner opfattes som en hellig handling.
Jo Opfattes på den måde, at de spiselige ingredienser skal have rørt ved noget guld. Lidt af madvarerne skal blot lægges i
munden på den nyfødte, der jo ikke er i stand til at spise dem.
15
(eller de øvrige materialer), skal livremmene laves afKusha-, Ashmantaka- eller Balvaja-fibre; det skal vikles tre gange om livet og bindes med en, tre eller fem knuder.
(44) Den hellige tråd skal være af bomuld for en Brahmin og består af tre tråde,
der er snoet mod højre. For en Kshatriya skal trådene være af hamp, for en Vaishya
af uld.
(45) En Brahmin har ifølge Loven ret til at bruge en stav af Bilva- eller Palashatræ, en Kshatriya har ret til en Vata- eller Khadira-stav, og en Vaishya har ret til en
Pilu- eller Udumbara-stav. (46) Hvad angår dens mål, skal Brahminens stav forarbejdes så den når til håret, Kshatriyaens skal nå til panden, mens Vaishyaens skal nå
til næsen. (47) Dog skal de alle være lige, fejlfri, smukke at se på, ikke virke skræmmende på andre mennesker, have bevaret barken og ikke være skadet af ild."
Veda-lærlingens tiggergang
2.48-51
(48) "Når han har taget sin foretrukne stav, har tilbedt solen og har omkredset ilden
højre om, skal han gå ud og tigge som det er foreskrevet. (49) En indviet Brahmin
skal tigge, idet han skal henvende sig med ordet 'Frue' først i sætningen, hvorimod
en Kshatriya skal sætte det i midten af sætningen, men en Vaishya i slutningen. 31
(50) Første gang skal han tigge fra sin egen mor, søster, moderens søster, eller fra en
anden nærtstående kvinde, der ikke behandler ham respektløst. (51) Når han har
indsamlet så meget tiggermad, som han behøver, og har vist det til sin mentor, skal
han spise med ansigtet mod øst efter først at have renset sig ved at skylle munden."
Placeringen af den hellige tråd
rækkefølge. (67) For kvinder siges bryllupsritualet at gøre det ud for den vediske indvielse.34 At tjene ægtemanden gør det ud for at have levet hos mentoren, og de huslige
ir
'ld ."35
pligter gør det ud for at have passet mentorens ouen
Vedarecitation
2.68-75
(68) "Hermed er indvielsesritualet til læretiden for de To-gange-fødte blevet forklaret, det som indebærer en ny fødsel, og som er helligt. Lær nu om de religiøse pligter,
der er forbundet med det.
(69) Efter at have foretaget indvielsen skal mentoren fra starten af instruere eleven
i renselse, god opførsel, pasning af ilden samt morgen- og aftentilbedelsen.
(70) Før lærlingen starter en recitation af Vedaerne, skal han som foreskrevet
skylle munden, iføre sig lette klæder, vende ansigtet mod nord, samle hænderne
foran brystet og bringe sanserne under kontrol, hvorefter han skal undervises. (71)
Før og efter recitationen skal han gribe om mentorens fødder, og under recitationen
skal han holde hænderne samlet foran brystet - det kaldes 'at samle hænderne for
Vedaerne'. (72) Berøringen af mentorens fødder skal foretages med krydsede hænder,
således at mentorens venstre fod berøres aflærlingens venstre hånd, og den højre fod
af den højre hånd. (73) Når lærlingen er klar til recitationen, skal han, uden på noget
tidspunkt at være uoplagt, sige til mentoren: 'Undervis mig, Herre!', og når mentoren
6
siger: 'Stands!', skal han stoppe. (74) Han skal altid udtale mantraet OM3 i begyndelsen og slutningen af recitationen. Hvis OM ikke siges før, slipper Vedaen bort, og
hvis ikke bagefter, smuldrer den. (75) Siddende på helligt strå, der vender mod øst,
rengjort med rensende blade37 og renset efter tre runder åndedrætsøvelser, først da er
han værdig til at recitere stavelsen OM."
2.63
"Når det er højre arm, der løftes, siges en To-gange-født at være 'iklædt den hellige
tråd', når det er venstre arm, siges han at være 'med tråden mod øst', og når den hænger om halsen, siges han at være 'med tråden nedad'." 32
Morgen- og aftentilbedelsen
Pigernes indvielser
(101) "Han skal stå op under morgenskumringen og recitere Gayatri-verset, ind til
solen kommer til syne, men under aftenskumringen skal han recitere det siddende,
ind til stjernetegnet Store Bjørn er klart synligt. 38 (102) Når han står op og reciterer
under morgenskumringen, driver han al nattens synd bort, når han gør det siddende
2.66-67
(66) "Også for kvinder skal hele denne serie af ritualer3 3 udføres - dog uden brug af
vediske mantra'er; det skal ske for kroppens helliggørelse til rette tid og i den rigtige
2.101-103
Dvs. drengenes indvielse til læretiden.
At passe lærerens ild var en aflærlingenes vigtigste pligter.
" En stavelse der anses for hellig. Udtales med et langt o. Det er sanskrit-tegnet for denne stavelse, der som regel bruges som
3 ·1
35
31
32
33
16
Dvs. henvendelsen skal lyde: "Frue, giv noget mad", "Giv, Frue, noget mad" eller "Giv noget mad, Frue''.
At det er højre arm, der løftes, indebærer at tråden bæres over venstre skulder og under højre ann. Denne position angiver
handlinger, der er forbundet med guderne, f.eks. i forbindelse med oJferritualer, men er også den position, tråden normalt
har. At det er venstre arm, der løftes, vil sige, at tråden bæres over højre skulder og under venstre arm. Denne position
anvendes i forbindelse med ritualer for forfædrene. Den bæres om halsen ved særligt menneskelige handlinger så som sex
og toiletbesøg.
Dvs. alle de forud nævnte fra undfangelsesritualet og frem.
MANUS LOVBOG I UDDRAG
logo for hinduismen.
" De hyppigste navne på helligt græs og strå er Kusha og Darbha. Bladene holdes eller vikles om hånden under recitationen.
" Lærlingen modtager Gayatri-verset (Rigveda 3.62.10) ved indvielsen til læretiden. Verset lyder således: "OM, Jord! Luft!
Himmel! Lad os meditere på Gud Savitris [solens] ønskværdige stråleglans! Må Han fremme vores tanker!" Denne recitation ved morgen- og aftenskumringen er kendt som Sandhya og er et grundlæggende ritual i hinduismen ikke bare i
læretiden men gennem hele livet.
·
17
under aftenskumringen, tilintetgør han de fejl, der er begået i løbet af dagen. (103)
En mand, der hverken står op under morgenskumringen eller sidder ned under aftenskumringen, bør være udelukket fra alle de ritualer, de To-gange-fødte udfører,
ligesom en Shudra."
Religiøse løfter og observanser39
2.173-181
(173) "Efter at lærlingen har gennemgået indvielsen til læretiden, skal han instrueres om de religiøse observanser og gradvist tilegne sig Vedaerne i overensstemmelse
med forskrifterne. (174) De samme ejendele - skind, tråd, livrem, stav og tøj - som
han blev foreskrevet ved indvielsen, skal også bæres under observariserne. (175) En
Veda-lærling skal kontrollere alle sanser og overholde disse restriktioner, mens han
bor hos sin mentor, for at styrke sin askese: (176) Hver dag, når han er renset efter
badet, skal han ofre drikofre af vand til guder, vismænd og forfædre, tilbede guderne
og samle brænde til ilden. (177) Han skal undgå honning, kød, parfume, blomsterkranse, lækkerier, kvinder, mad, der er blevet sur, og vold mod levende væsener;
(178) ligeledes salve til kroppen, farve til øjnene, brug af sandaler eller parasol, seksuelt begær, had, grådighed, dans, sang og musikudøvelse; (179) ligeledes spil, snak,
sladder såvel som løgn, at se på eller røre ved kvinder, og at gøre skade mod andre.
(180) Han skal altid sove alene, og aldrig spilde sin sæd. For hvis han ejakulerer med
vilje, bryder han sit eget løfte. (181) Når en Veda-lærling ufrivilligt har ejakuleret
under søvnen, skal han tage bad, tilbede solen og tre gange fremsige verset 'Lad min
manddomsstyrke vende tilbage til mig .. .'."
hvis mentoren går hen imod ham, løbe efter ham, hvis mentoren løber, (197) gå hen
foran ham, hvis mentoren har ansigtet vendt væk, gå tættere på ham, hvis mentoren
står på afstand, og bøje sig ned, hvis mentoren ligger eller står længere nede. (198) I
mentorens nærvær skal han altid benytte et lavere leje eller sæde, og når mentoren er
inden for synsvidde, må han ikke bare sidde som han har lyst til.
(199) Han må ikke nævne mentoren alene ved hans navn, selv når denne er ude af
syne, ej heller må han efterligne hans gang, tale eller manerer. (200) Hvor som helst
nogen begynder at sladre eller tale nedsættende om hans mentor, skal han holde sig
for ørerne eller gå et andet sted hen. (201) Ved at sladre om ham bliver han et æsel,
41
ved at tale nedsættende om ham en hund, ved at lade sig forsørge afham en orm, og
ved at misunde ham et insekt.
(202) Når han er på afstand, må han ikke hilse ham, ej heller når han er vred eller
i nærheden af en kvinde. Når han sidder i en vogn eller på en stol, skal han først stige
ned, inden han må hilse ham. (203) Når han sidder sammen med sin mentor, må han
hverken sidde imod eller med vinden i forhold til mentoren; 42 ej heller må han tale
om noget uden for mentorens hørevidde."
Morgendisciplin
2.220
"Hvis han sover, mens solen står op, eller mens den går ned, uanset om han gør det
med vilje eller ej, skal han faste om dagen, mens han fremsiger hellige vers."
Adfærd overfor mentoren
2.191-203
(191) "Når han bliver bedt om det af sin mentor, og selv når han ikke gør, skal han
altid helhjertet give sig i kast med Veda-recitationen eller hvad, der er til gavn for læreren. (192) Med krop, tale, sanser og sind under kontrol skal han stå med hænderne
samlet foran brystet og se på sin mentors ansigt. (193) Han skal lade højre skulder
være utildækket, 40 udvise god opførsel, være ordentligt påklædt, og, når der siges:
'Sæt dig', skal han sætte sig med ansigtet mod mentoren. (194) Hans mad, tøj og
dragt skal altid være aflavere standard end mentorens, når han er i dennes nærhed,
og han skal både stå op før ham og gå til ro efter ham.
(195) Han må ikke svare eller tale med sin mentor, når han selv ligger ned, sidder
ned, spiser, står langt fra mentoren, eller har ansigtet vendt bort fra ham. (196) Han
skal stå op, når mentoren sidder, gå hen til ham, hvis mentoren står, gå ham i møde,
39
40
18
Se note 27 oven for.
Han bærer en klædning der er bundet over venstre skulder ligesom den hellige tråd, se vers 2.63 oven for.
MANUS LOVDOG I UDDRAG
·li
·12
Dvs. han skal tigge til sin egen mad og ikke forsørges af mentarens familie.
Dvs. så vinden blæser fra mentoren over mod ham selv eller fra ham selv mod mentoren.
19
Tredie kapitel
Regler for familieforsørgeren
Mens de to andre store indiske religioner i samme periode, buddhismen og jainismen,
med stor succes opfordrede eliten af sine tilhængere til at forlade deres familie og blive
en del af et munke- og nonnefællesskab baseret på cølibat, tiggeri, nøjsom levevis og
meditation, var det de hinduistiske Lovbøgers særtræk at fastholde livet i familien med
dets ritualer og forpligtelser som idealet for det åndeligt set bedste liv. Meget i de følgende regler for familieforsørgeren er således formuleret i polemik mod de asketiske
religioner.
Når lærlingen var vendt hjem efter endt læretid, skulle han gifte sig og dermed
indtræde i familieforsørgerens livsstadie. Ved brylluppet etableredes samtidigt den offerild, hvori hans fremtidige ofre skulle foretages. En mand, der ikke var gift, kunne
derfor heller ikke udføre ofre.
Tilbagevenden fra læretiden og valg af brud
fordøjelsesbesvær, epilepsi, hvide pletter, eller spedalskhed. (8) Han bør ikke gifte
sig med en pige der er rødhåret, har en legemsdel for meget, er sygelig, er uden eller
har for megen kropsbehåring, 46 som snakker for meget, eller som er gullig i huden,
(9) som har navn efter et stjernetegn, et træ, en lav-kaste, et bjerg, en fugl, en slange,
en tjener, eller hvis navn gør folk bange. (10) Han bør gifte sig med en kvinde som er
uden deformiteter, som har et tiltalende navn, hvis gang er som en gås' eller elefants,
med ikke for meget krops- og hovedhår, med små tænder og spinkle lemmer. (11) En
klog mand bør ikke gifte sig med en, der ikke har nogen bror, eller hvis far er ukendt,
af frygt for at reglen om en 'kvindelig søn' skulle gælde. 47
(12) Ved det første bryllup anbefales det To-gange-fødte at gifte sig med en kvinde
af samme stand som dem selv. Men for dem, der af eget begær ønsker at have flere
hustruer, er de følgende de bedste i denne rækkefølge: (13) Kun en Shudra-hustru
er tilladt for en Shudra, en sådan hustru samt en af hans egen stand er tilladt for en
Vaishya; disse to samt en af hans egen stand er tilladt for en Kshatriya, og disse tre
samt en af han egen stand er tilladt for en Brahmin.48 (14) En Shudra-kvinde bliver
ikke nævnt som hustru til en Brahmin eller en Kshatriya i nogen som helst forbilledlig historie, selv når de levede i krisetider. 49 (15) Når To-gange-fødte i dårskab
ægter lavkaste-kvinder, degraderer de hurtigt deres familier og efterkommere til
Shudraer."
3.1-15
(1) "Løftet om at lære de tre Vedaer43 hos mentoren skal overholdes i seksogtredive
år, eller i den halve eller kvarte tid, eller indtil han har tilegnet sig dem. (2) Efter at
han i rette rækkefølge og uden at have brudt sit løfte om seksuel afholdenhed har
lært sig de tre Vedaer, eller to af dem, eller i det mindste en, skal han indtræde i familieforsørgerens livsstadie. (3) Når han er vendt hjem i overensstemmelse med de
pligter, der gælder for hans stand, og dermed er blevet overdraget Veda-arven fra sin
far, skal man, mens han sidder bekranset på en seng, først ære ham ved at skænke
hamen ko.
(4) Efter at have taget det rituelle bad med mentorens tilladelse og efter at være
vendt hjem, sådan som det er foreskrevet, 44 skal en To-gange-født gifte sig med en
hustru af samme stand som ham selv og med de rette fysiske karaktertræk. (5) En
jomfru,4s som ikke nedstammer fra hans mors nærmeste forfædre, og som heller ikke
tilhører hans fars slægt, er anbefalet de To-gange-fødte med henblik på ægteskab.
(6) Selv hvis de skulle være betydningsfulde og velforsynede med kvæg, geder,
får, penge og korn, skal han undgå disse ti slags familier, når der skal indgås ægteskabsbånd: (7) Familier, der negligerer riterne, der er uden mandligt afkom, som
undlader Veda-studium, som er stærkt behårede, lider af hæmorider, tuberkulose,
43
44
15
·
20
Samliv
3.45-50
(45) "Han skal altid glæde sig ved sin egen hustru og have samleje med hende i den
gunstige periode. Idet han forbliver tro mod hende, må han også være sammen med
hende, når han i øvrigt har lyst til seksuelt samkvem bortset fra på de særlige månedage.so (46) Kvinders naturlige, gunstige periode varer seksten nætter ifølge traditionen sammen med fire andre dage, der er forbudt ifølge ansete folk. (47) Af disse
nætter er de fire første samt den ellevte og trettende ikke tilladte; de resterende ti
nætter er anbefalede.si (48) Sønner fødes, når samlejet foregår i de lige nætter, piger
46
47
at hun kan være udnævnt til "søn" på denne måde.
18
·
19
·
Se note 16. Atharvaveda er senere end de øvrige 3.
Læretiden afsluttedes med, at lærlingen badede på et helligt sted, aflagde sig lærlingens obligatoriske livrem for i stedet at
klæde sig i fint tøj, deriblandt sko, turban og smykker, og salve sig med parfumeret salve - alt sammen elementer, der var
forbudt for ham under læretiden. Der skulle også gives gaver til læreren.
"En jomfru" (a111aith1111i)-denne del af verset er usikker, og dermed også oversættelsen. Det bliver også oversat "ikke
forbundet gennem ægteskab".
MANUS LOVBOG I UDDRAG
Dette kan indikere, at hun skal være kommet i puberteten, men på den anden side ikke må være meget ældre. Se også vers
9.88-91 neden for.
For at indtage sin rette plads blandt forfædrene, bør en mands kremeringsritual udføres af hans ældste søn. Men hvis
han ikke har nogen søn, men har en datter, kan han formelt udnævne denne datter til en "kvindelig søn''. Denne datter
forventes så at føde en søn, der kan forrette morfarens kremeringsritual. Ud over denne rituelle funktion, vil en sådan
datter ifølge nogle tekster arveretsligt have rettigheder som en søn. Specielt vil en pige uden en bror vække mistanke om,
50
51
Det modsatte, at en kvinde giftede sig med en mand af lavere stand end hende selv, var ikke tilladt. Af verset fremgår, at
polygami var tilladt, men vendingen "af eget begær" indikerer, at det ikke var anbefalet som en ret adfærd (dharma).
Det var almindeligt, at mange lovregler kunne suspenderes i krisetider (apad).
Nymåne, fuldmåne, den ottende dag efter nymåne og den fjortende dag efter fuldmåne.
Kommentatorer og oversættere er uenige, om hvordan disse nætter skal udregnes. Den "gunstige periode" nævnt i vers
45 er den periode, hvor der ifølge traditionen er størst chance for undfangelse. Ifølge vers 46 varer denne periode 20 dage
i alt, nemlig 16 nætter plus 4 forbudte dage. Disse forbudte dage er sammenfaldende med kvindens menstruation, der
ifølge traditionen varer fire dage, uanset hvor mange dage kvinden bløder. Vers 47 nævner så yderligere fire forbudte
nætter, nemlig de fire første af de 16 nætter nævnt i vers 46, hvilket svarer til de fire første nætter efter menstruationens
21
i de ulige. En mand, der ønsker sig en søn, skal derfor have samleje med kvinden i
de lige nætter af hendes gunstige periode. (49) Når mandens sæd er fremherskende,
bliver det en dreng, når det er kvindens, bliver det en datter. Hvis de er lige, bliver det
en hermafrodit eller både en dreng og en pige; hvis deres sæd er svag eller utilstrækkelig, mislykkes undfangelsen. (50) Hvis han undgår kvinder i de ikke tilladte nætter
og i otte andre nætter, er han i sandhed kysk, uanset hvilket livsstadie han befinder
sig i."52
for brugen af hver af disse har de store vismænd foreskrevet den daglige udførelse af
Fem Store Ofre for familieforsørgere: (70) 'Offeret til Vedaen' består i at undervise,
55
'Offeret til Forfædrene' er ofre af vand, 'Offeret til Guderne' er offeret i offerilden,
'Offeret til Væsenerne' er de uddelte madofre, 56 og 'Offeret til Menneskene' er beværtningen af gæster. (71) Den, som efter bedste evne ikke negligerer disse Fem Store
Ofre, han besmittes ikke af synden ved de fem slagtehuse, skønt han forbliver i sit
Hyldest til hustruen
Offerets kosmiske nødvendighed
hjem." 57
3.55-62
3.75-76
(55)" Fædre, brødre, ægtemænd og svogre bør ære deres kvinder og give dem smykker, hvis de ønsker megen lykke. (56) Der, hvor kvinderne æres, glæder guderne sig,
men der, hvor de ikke æres, forbliver alle ritualer uden frugt. (57) Den familie, hvor
kvinderne lider, går hurtigt under, hvorimod den, hvor de ikke lider, altid trives. (58)
Hjem, som kvinder forbander, fordi de ikke holdes i ære, går fuldstændigt til grunde,
som blev de ramt af ond magi. (59) De mænd, som ønsker deres egen lykke, skal derfor altid ære kvinderne med smykker, klæder og mad ved alle festlige lejligheder.
(60) I den familie, hvor ægtemanden glæder sig ved sin hustru og hustruen ved
sin mand, der er lykken varig. (61) For hvis hustruen ikke stråler, glæder hun ikke
manden, og hvis ikke han glæder sig ved hende, bliver der intet afkom. (62) Når
kvinden stråler, stråler hele familien; når kvinden ikke stråler, stråler familien heller
ikke."
(75) "Her i verden skal han hver dag engagere sig i Veda-studie og i ofre til guderne;
for ved at engagere sig i ofre til guderne, opretholder han denne verden, den bevægelige såvel som den ubevægelige. (76) En offergave, der er korrekt ofret i offerilden, når
58
op til solen; fra solen kommer regn, af regnen mad, og af mad afkom."
Offeret til Forfædrene
3.82-83
59
(82) "Han bør hver dag udføre et forfaderoffer med mad eller vand, eller endog
med mælk, rødder, eller frugter og dermed skænke forfædrene glæde. (83) Han skal
beværte mindst en Brahmin for forfædrenes skyld som del af de Fem Ofre, men ved
denne lejlighed må han ikke beværte nogen Brahmin som del af Offeret til Samtlige
Guder."60
De Fem Store Ofre
3.67-71
(67) "En familieforsørger skal udføre de hjemlige ritualer i den ægteskabelige offerild som foreskrevet, 53 samt de Fem Store Ofre og den daglige madlavning. (68) En
familieforsørger har fem slagtehuse: ildstedet, kværnstenen, fejekosten, morteren og
vandbeholderen. Ved at benytte disse binder han sig. 54 (69) Med det formål at sone
51
53
54
22
fire dage. De forbudte dage er altså de fire dage, som menstruationen varer, de fire følgende dage, samt den 11. og 13. dag,
10 dage i alt. Af de 20 dage, som den gunstige periode varer, bliver der derfor 10 tilladte nætter tilbage. Oversættelsen
her bygger på Patrick Oliveiles kommentarer til disse vers i Olivelle 2005. Bemærk, at det ifølge vers 45 er en pligt for
ægteparret at have samleje og dermed sikre sig afkom.
Kyskhed, dvs. seksuel afholdenhed, var et ideal i de asketiske religioner. Men i hindn-lovbøgerne, der lagde vægt på familien og slægtens videreførelse, ansås en